Qooqqut Festival: Det ældgamle Grønland er i centrum
Når teltene bliver slået op i weekenden i Qooqqut, bliver det til to dages festival med det gamle sagn om Kassassuk som tema.
Ifølge historiefortæller Inge Olsvig Brand er sagnet en vigtig del af den grønlandske kultur, fordi de fleste grønlændere kan spejle sig i historien, og derfor glæder hun sig over, at det er et gammelt sagn, der danner rammen om festivalens mange optrædener.
- Jeg tror, at alle, der bor i Grønland, og som kender til historien, har et personligt forhold til historien. Sagn og myter har det med at spejle det, vi selv oplever. Spejle vores følelser, siger Inge Olsvig Brandt.
Sagnet om den forældreløse dreng, Kassassuk, er fortællingen om en lille dreng, der blev udstødt af bopladsen og fik stærke kræfter af hjælpeånderne.
Inge Olsvig Brandt mener, at historien indeholder vigtige vinkler, der er vigtige at italesætte. Derfor bliver hendes historieoplæsning om den forældreløse dreng alt andet end bare en lytteoplevelse.
- Jeg kommer med en historie, og jeg har valgt at sige, at det er Kassassuk og jeg, der sidder og reflekterer, fordi vi fortæller historien sammen.
Tæt på der, hvor Kassassuk bor
Inge Olsvig Brandts historie indbyder til, at publikum skal deltage.
- Jeg forestiller mig også, vi skal sidde i naturen fremfor på en scene. Vi skal sidde der, hvor Kassassuk bor. Kassassuk og jeg skaber et mindful og filosofisk rum, hvor vi sammen med deltagerne skaber plads til vores egen og hinandens styrke, lys visdom og indsigt, siger hun.
Hun håber, der bliver plads og tid til at dykke ind i sig selv og mærke efter, mens sagnet bliver fortalt. At tilhørerne kan lukke alt andet ude og kun lytte til deres hjerter og føle efter.
Ikke kun de gamle sagn
Udover sagnet om Kassassuk kan du også prøve kræfter med den ældgamle maskedans, når dørene bliver slået op til en workshop. Her kan du blive introduceret til den 4.000 år gamle tradition, der bruges til at gøre kur, skræmme eller lave sjov.
Du kan også bare læne dig tilbage og lytte til de 11 musikere eller se de to film, der blandt andet også er en del af programmet.
Vil du opleve enten historiefortællingen eller være med til maskedansen, sker det lørdag klokken 14 og klokken 17.