Produktionsanlæg ved Upernavik uden større mangel på arbejdskraft

Selvom Royal Greenlands fabrikker i Upernavik og bygderne Aappilattoq, Innaarsuit, Tasiusaq har manglet arbejdskraft under højsæsonen og har måttet hente arbejdskraft udefra, kører to andre anlæg i Upernavik-området uden større mangel på arbejdskraft.
Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Kathrine Kruse
06. august 2018 07:08

Aktieselskabet Arctic Fish Greenland, producerer på livet løs uden mandskabsmangel i to bygder. Det er på fabrikkerne i Kullorsuaq og Nuussuaq hvor 96 lokale fiskere og ti medarbejdere på fabrikkerne har aktieandele i selskabet, at det går rigtigt godt.

Det beretter fiskerikoncernen Royal Greenland, der også har aktieandele hos Arctic Fish Greenland.

Ifølge Royal Greenland går produktionen i de to bygdeanlæg så godt, at tilførslen af frysecontainere til de to Upernavik-bygder næsten ikke kan følge med.

LÆS OGSÅ Fabrikken i Saattut lukkes i tre måneder

Anlægget i Kullorsuaq blev overtaget af Arctic Fish Greenland sidste år og fik i år tilført ti nye frysecontainere. Og i disse dage får de tilført fire ekstra frysecontainere på grund af travlhed.

- Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg tilføre endnu flere containere, men desværre har vi ikke meget jordareal at gøre godt med, så nu må vi se, hvad vi kan gøre, siger Frederik Olsen, der er den daglige fabriksleder på fabrikkerne i Kullorsuaq og Nuussuaq, i en pressemeddelelse, og han fortsætter:

- I vinters anskaffede vi i alt 18 snescootere til fiskerne i Nuussuaq og Kullorsuaq, som i lind strøm indhandlede hellefisk, hvor produktionskapaciteten blev fordoblet. Vi har således præsteret at indfryse i alt 700 tons i løbet af fem måneder i Kullorsuaq og Nuussuaq.

LÆS OGSÅ Mangel på kolleger gør sommeren hård for medarbejdere

Selvom Arctic Fish Greenland A/S af og til kan have problemer med at skaffe et aftenshold i Nuussuaq, så går produktionen da også som ønsket, ifølge fabrikslederen af de to anlæg i Upernavik-området.

Anlæggene i Nuussuaq og Kullorsuaq beskæftiger op mod ti medarbejdere hver, og samtlige medarbejdere er lokale.