Narsaq-sagen: Portør reddede mindst 10 mennesker under masseskyderi

En portør i en ambulance fik fragtet passagerer og piloter fra helikopter i sikkerhed under skuddramaet i Narsaq. En af piloterne har stadig mén efter skud.
Sagen kører i Retten i Aarhus, fordi den tiltalte er indlagt på en psykiatrisk afdeling i Skejby nord for byen. Foto © : Helle Nørrelund/ KNR
19. marts 2024 13:37

En portør fra sygehuset i Narsaq må betegnes som en af hverdagens helte, efter han var på arbejde 22. marts sidste år.

Helt rutinemæssigt skulle han hente en læge og en sygeplejerske ved heliporten og ventede i en tom ambulance, da helikopteren GL 3333 landede om eftermiddagen ved 16.30-tiden.

Men helikopteren nåede kun lige at lande, før en dengang 20-årig mand pludselig skød løs mod den på cirka 30-40 meters afstand.

Den i dag 21-årige mand er tiltalt for forsøg på at dræbe 14 personer og sidder i denne uge på anklagebænken i Aarhus i en sag, som Kujalleq Kredsret fører. Han erkender sig skyldig.

I sagen var portøren i dag indkaldt som vidne over et videolink til Grønland. Og her fortæller den godt 60-årige mand, at han så den tiltalte komme op fra et sted nær vandet, hvor han hørte ham skyde med en riffel. Herfra gik den tiltalte mod landingspladsen, hvor han skød mod helikopteren.

- Dørene til helikopteren blev åbnet, og folk begyndte at springe ud af helikopteren. Ikke op ad vejen, men til højre. Heliporten er omgivet af stakit, men der er hul i hegnet bag bygningen, forklarer portøren i retten.

Mere end ti personer i ambulancen

Sammen med en anden mand, der også var i en bil ved heliporten, åbnede portøren flere gange ambulancens døre for at få piloter og passagerer i sikkerhed. De havde gemt sig omkring bygningen ved heliporten.

Portøren var også flere gange selv ude og lede efter personer.

- Jeg løb rundt om bygningen, hvor flere kom gående. Piloten haltede og blev støttet af to, og den anden pilot havde blod i ansigtet, fortæller portøren under afhøringen.

Politiet undersøger helikopteren. Foto © : Hans-Peter N. Bay

Det sker, imens den tiltalte fortsat skød løs mod helikopteren.

Efter eget udsagn fik portøren ”mere end 10 personer” ind i ambulancen og kørte dem til sygehuset i Narsaq. Her fik han følelsen af, at han havde glemt nogen tilbage ved heliporten. Det viste sig dog, at manden i bilen havde fragtet de øvrige i sikkerhed.

Pilot blev ramt af skud og har stadig mén

Et andet af vidnerne er den pilot, som blev ramt af skud. Der er tale om en mand fra Østrig, ansat ved Air Greenland, som er det eneste vidne, som fysisk bliver afhørt inde i retssalen ud over den 21-årige tiltalte.

Piloten forklarer, at helikopteren få dage før skudepisoden havde haft tekniske problemer. Og da de første skud ramte den, og der opstod gnister, troede han og medpiloten, at det skyldtes tekniske problemer igen.

Men kort efter lød der høje bang-lyde, og glasset i helikopteren blev splintret.

- Der blev skudt mod højre side, og min kollega fik glassplinter ind i hovedet. Jeg havde samme problem, men jeg havde heldigvis hjelm på og undgik splinterne, fortæller piloten, som ikke fløj, men sad som medpilot.

Den førende pilot løb ud af helikopteren, mens medpiloten slukkede helikopteren. På grund af hjelmen og dobbelt høreværn opfangede han stadig ikke, at der var tale om skud.

Da han havde sikret, at helikopteren var tom for passagerer og gik over mod heliportens bygning, blev han ramt af skud i højre balle og kollapsede. Først her gik det op for ham, at et skyderi var i gang.

Piloten blev hjulpet i sikkerhed af en af passagererne og fik førstehjælp på sygehuset i Narsaq. Den følgende uge blev han behandlet både på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, Rigshospitalet i København og et sygehus i Østrig.

Det endte med en syv måneders sygemelding efter skyderiet. I dag er han velfungerende, men har følelsesforstyrrelser og smerter i området omkring skudsåret, oplyser han i retten.

Foruden portøren og piloten blev tre andre vidner afhørt i dag. 

I morgen fortsætter vidneafhøringerne i sagen. Der forventes dom fredag.