Skød vildt omkring sig i Narsaq: Det skete der den dag

14 forsøg på manddrab, vold, trusler på livet, tyveri og brandstiftelse. Det er noget af det, som en ung mand er tiltalt for efter amok-skyderi i Narsaq for knap et år siden.
Onsdag 22. marts sidste år begyndte en ung mand at skyde vildt omkring sig i Narsaq – han skød både mod mennesker på et tag, ind i et hus og mod en helikopter. Foto © : Hans-Peter N. Bay
Skrevet af Christine Hyldal
28. februar 2024 14:30

14 forsøg på manddrab. Det er en 21-årig mand tiltalt for. 

Onsdag 22. marts sidste år begyndte han at skyde vildt omkring sig i Narsaq – han skød både mod mennesker på et tag, ind i et hus og mod en helikopter.

Sagen skal for retten i Aarhus i en uge fra 18. til 22. marts. Anklagemyndigheden går efter en anbringelse på et psykiatrisk hospital i Danmark. Men hvad foregik der egentlig den dag for knap et år siden i Narsaq? 

KNR har fået aktindsigt i politiets anklageskrift, og det indeholder en lang række anklager mod den tiltalte unge mand. Her følger et overblik over de 14 forsøg på manddrab - og så er der også et forhold om såkaldt "fareforvoldelse". I alt er der 28 forhold i det ganske omfangsrige anklageskrift.

De mange skyderier startede mellem klokken 16.30 og 17.15 onsdag 22. marts. Her affyrede den tiltalte flere skud mod en person, som befandt sig på taget af en bygning i Narsaq.

Den tiltalte brugte efter sigende en halvautomatisk salonriffel kaliber 17, og personen på taget ”måtte dukke sig for at undgå at blive ramt,” fordi projektilerne fløj forbi ham.

En anden person på taget måtte også ”dukke sig for at undgå at blive ramt”, da han ”hørte projektilerne flyve forbi ham”.

Manden er også tiltalt for at have affyret flere skud mod bygningen, hvor der var tre personer i. ”Projektilerne knuste blandt andet en rude, og projektilerne ramte væggen", står der i anklageskriftet, og personerne flygtede ud af huset.

Lige præcis i forhold til dét skyderi ind i bygningen, er han dog ikke tiltalt for forsøg på manddrab. Her er han i stedet tiltalt for en mildere paragraf i kriminalloven, der handler om "fareforvoldelse". 

Skød mod en helikopter

Ifølge anklageskriftet bevægede manden sig derefter mod heliporten. Her skød han mod - og ramte - helikopteren GL 3333, der netop var ved at lande. To piloter og passagererne sad også stadig i deres sæder.  

Den tiltalte skød flere gange med den halvautomatiske salonriffel mod helikopteren. Et af skuddene ramte den ene pilots venstre ben, "efter at vedkommende havde forladt helikopteren og løb mod sikkerhed", står der i anklageskriftet. 

Den anden pilot blev ramt af knust glas i ansigtet, da den tiltalte skød mod og ramte helikopteren.

I alt er den unge mand med salonriflen tiltalt for at have forsøgt at dræbe 11 mennesker i forbindelse med helikopterskyderiet. 

Skød mod en gummiged

De 11 forsøg på manddrab i heliporten og de to på taget er i alt 13 mennesker, som den unge mand er tiltalt for at prøve at dræbe. Det sidste drabsforsøg er mod en fører af en gummiged.

Efter skyderiet i heliporten skød manden efter sigende mod en gummiged. Forruden blev ramt, glasset blev knust mod førerens ansigt, "hvorved vedkommende fik overfladiske hudlæsioner ved nedre del af ansigtet samt øvre del af næsen med penetrerende sår", står der i anklageskriftet.

Han rettede også riflen mod en forbipasserende på scooter.

Som sagt er anklageskriftet omfangsrigt - og det indeholder en del mere end de 14 manddrabsforsøg. Blandt andet er der en tiltale for tyveri.

To dage før det voldsomme skyderi, gik manden ombord i en fiskekutter i havnen i Narsaq og stjal en halvautomatisk salonriffel kaliber 17 - altså den samme slags riffel, som han brugte to dage senere. Ifølge anklageskriftet skete tyveriet mandag 20. marts. Dén dag truede han også en kvinde i byen på livet med ordene: "Vi ses, når jeg lige har hentet en riffel" ifølge anklageskriftet. 

Derudover er han også tiltalt for at have smadret helikopterens vinduer, og den fik også andre skader fra projektilerne. Derfor kunne helikopteren heller ikke flyve derefter.

Vold og brand i anstalten

Manden blev tilbageholdt af politiet kort efter skyderiet, og han har været tilbageholdt lige siden. Han har været anbragt i anstalten i Nuuk, og her har han også forbrudt sig mod loven. 

Ifølge anklageskriftet er han nemlig tiltalt for at smadre en rude i celle 124 med en metaltrappestige. Det skete 8. oktober sidste år om aftenen. 

9. november slog han en anden ned bagfra i anstalten, og slog vedkommende med knytnæve over næsen. 

8. januar i år satte han ild til sin dyne og noget toiletpapir - og det medførte "kraftig røgudvikling med skade på inventar i cellen til følge".

Han er siden blevet flyttet til en retspsykiatrisk afdeling i Danmark. Blandt andet derfor skal retssagen foregå i Aarhus. Og her går anklagemyndigheden efter en anbringelse på et psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid.