Politiet modtog 832 trusler om selvmord sidste år
Et helt almindelig skænderi, en sag om utroskab, eller en god bytur kan ende med en trussel om at tage sit eget liv. Og det går hårdt ud over ressourcerne hos politi og sundhedsvæsen, og det er en meget voldsom oplevelse for de pårørerende.
Politimester Bjørn Tegner Bay forklarer, at der er to typer trusler.
- Vi er selvfølgelig helt enige i, at det er godt, at folk siger til, hvis de har tanker om at begå selvmord. Det er ikke den type selvmordstrusler, vi taler om, siger han.
LÆS OGSÅ Stigning i antallet af selvmordsforsøg
Alle trusler tages alvorligt
Han understreger, at politiet altid tager alle selvmordstrusler alvorligt, og at de hellere tager ud til én for meget end én for lidt.
- De selvmordstrusler, vi hos politiet problematiserer, er de selvmordstrusler, hvor folk siger, at de vil begå selvmord, uden at de på nogen måde har tænkt sig at gøre det. Der hvor man bruger truslerne om selvmord til at understrege, at man for eksempel er ked af det eller meget vred på familie eller venner, siger politimesteren.
Han fortæller, at hans bud er, at 75 til 80 procent af de mere end 800 trusler sidste år var af den slags, hvor folk ikke reelt kunne finde på at tage sit eget liv.
- Det vil sige langt hovedparten, siger han.
De sager starter oftest med, at en urolig pårørende ringer til politiet for eksempel efter et skænderi, hvor den anden part har truet med selvmord og så er gået hjemmefra.
- Vi bliver nødt til at tage det alvorligt, for vi ved jo ikke på det her tidspunkt, om det er et reelt ønske om at begå selvmord eller, om det er en tom trussel, siger han.
LÆS OGSÅ Antallet af unge der begår selvmord ikke faldet
Det bunder ofte i frustration eller afmagt
Det er under den efterfølgende samtale som politiet ofte sammen med sundhedsvæsenet har med det pågældende menneske, der leder til konklusionen om, at der ikke var et reelt ønske om at begå selvmord.
- Når vi taler med folk bagefter, så indrømmer de helt åbent overfor os " jamen jeg kunne slet ikke drømme om at begå selvmord. Det var noget, jeg sagde for at understrege, at jeg var ked af det eller vred i situationen", fortæller Bjørn Tegner Bay.
Og de mange trusler har både følelsesmæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser.
- Det er efter min opfattelse et kulturelt problem, at vi truer med at begå selvmord uden at mene det. Det er jo et problem navnligt fordi, det skaber en rigtig stor unødig utryghed og angst hos de pårørende og så selvfølgelig hos politiet og sundhedsvæsenets ressourcer, siger han.
Hvis du står i en personlig krise eller er berørt af selvmord kan du ringe til den gratis telefonrådgiving Attavik på telefonnummer 146