Politi: Folk i Ilulissat skal ikke være bange for, at der sker noget fra samme gerningsmand igen

To mennesker er varetægtsfængslet i drabssagen i Ilulissat.
Politiet anholdt flere personer i fredags. Foto © : Kathrine Kruse/KNR
10. oktober 2021 17:13

To personer, en mand og en kvinde, sidder lige nu varetægtsfængslet i drabssagen i Ilulissat.

Manden er varetægtsfængslet frem til den 5. november, og kvinden er tilbageholdt i tre gange 24 timer.

Det meddelte Grønlands Politi sent i aftes.

Manden er varetægtsfængslet i fire uger. Det er den maksimale tid, en dommer kan varetægtsfængsle ad gangen.

Politiet har ingen kommentarer til de blot tre døgn til kvinden.

De er dog så sikre på, at de har fat i de rigtige, at de maner til ro i byen, hvor sidste weekends uhyggelige fund har sat dybe spor.

LÆS OGSÅ Fremskridt i drabssagen i Ilulissat

- Lige nu tør vi godt sige til folk i Ilulissat, at de ikke skal være bange for, at der sker noget fra samme gerningsmand igen, siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen, der leder efterforskningen.

- Vi er meget sikre på, at vi har fat i den rigtige personkreds i forhold til hændelsesforløbet.

Pårørende er underrettet

Den dræbtes pårørende er underrettet, og flere fra byen har henvendt sig til KNR, fordi de mener, at de ved, hvem den dræbte er. 

Det er dog ikke noget, som vicepolitiinspektøren kan eller vil forholde sig til.

LÆS OGSÅ Politiet: Vi er tæt på opklaring

- Vi er fuldt bevidste om, at folk laver deres egen efterforskning. En masse har kendskab i større og mindre grad. Noget er rigtigt, og noget er ikke. Men vi vil ikke bidrage med noget, før vi er helt klar, siger Jan Lambertsen. 

Adresse ransaget

De to varetægtsfængslede blev anholdt i fredags på den samme adresse. Politiet ransagede adressen, og de er nu også færdige med at sortere affaldsdyngerne på byens forbrænding. Det var her, der lørdag i sidste weekend blev fundet en ligdel, og i tirsdags blev fundet endnu en.

LÆS OGSÅ Sagen om fund af ligdele: Flere personer anholdt i Ilulissat

Om der er fundet flere dele, vil Jan Lambertsen ikke kommentere. 

Politiet er nu færdig med de tekniske undersøgelser. Ifølge efterforskningschefen står de næste dage på at stykke et større puslespil sammen: Tekniske og biologiske spor, afhøringer og så videre skal samles, så der kan opbygges en sag mod de mistænkte.