Sagen om fund af ligdele: Flere personer anholdt i Ilulissat

Grønlands Politi har anholdt flere personer i Ilulissat i forbindelse med fund af ligdele på affaldsforbrænding. Personerne skal afhøres i sagen.
I forbindelse med fundene af ligdele ved Ilulissat Affaldsforbrænding har Grønlands Politi anholdt flere personer på en adresse i Ilulissat. Foto © : KNR / Kathrine Kruse
Skrevet af Bibi Nathansen
08. oktober 2021 18:41

I forbindelse med fundene af ligdele ved Ilulissat Affaldsforbrænding har Grønlands Politi anholdt flere personer på en adresse i Ilulissat.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen fandt sted sidst på eftermiddagen fredag den 8. oktober og forløb efter planen.
I første omgang skal der foretages afhøringer af personerne og tekniske undersøgelser på adressen. Derfor vil der i de kommende dage være politi til stede på adressen, hvor anholdelsen fandt sted.

LÆS OGSÅ Ligdele i Ilulissat: Politiet har fundet dødsårsagen

Som Grønlands Politi meldte ud tidligere i dag, fortsætter politiet og beredskabet med at gennemsøge affaldsforbrændingen for øvrige spor henover weekenden.

Sagen begyndte at rulle, da der i lørdags blev fundet en ligdel på affaldsforbrændingen i byen. Tirsdag dukkede endnu en ligdel op på forbrændingen. 

Politiet har de seneste dage arbejdet intensivt på at finde ud af, hvad der er op og ned i det, der efterforskes som en drabssag i Ilulissat. 

Kriminalteknisk personale og retsmedicinere er rejst til byen for at assistere de lokale efterforskere. Og nu oplyser politiet, at dødsårsagen er fundet.

- Vi har fundet dødsårsagen. Men jeg vil ikke sige mere af hensyn til efterforskningen, sagde efterforskningschef Jan Lambertsen til KNR tidligere i dag.