Mininnguaq Kleist fortæller om forhandlinger med USA

Mininnguaq Kleist sad i et fly på vej mod USA sammen med den daværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, og de danske udenrigspolitiske topfolk. 

Det var i januar, og den amerikanske præsident havde i flere dage nægtet at udelukke en militær overtagelse af Grønland.

De grubler over, hvad der kan ske, og lægger planer for forskellige scenarier.

Den amerikanske politiske top er svær at forudse. Det er ikke urealistisk, at det kan gå grueligt galt.

Frisk i erindringen var et katastrofalt pressemøde, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans vicepræsident, J.D. Vance, kom op at skændes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, foran rullende kameraer.

- Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt forberedte sig. Vi snakkede også om, hvordan vi skulle reagere, hvis samtalen var på vej derhen. Vi tænkte over, hvordan vi kunne afkøle situationen, hvis der skulle opstå et skænderi, siger Mininnguaq Kleist.

J.D. Vance skulle deltage i mødet. Da delegationen var ankommet, ventede embedsmændene i et værelse. Dér gjorde de deres bedste for at afkode, hvad politikernes kropssprog afslørede.

- Da de kom ind, kunne vi se, at de talte godt sammen og til tider også smilede. Det virkede til, at det kunne gå hen og blive et godt møde, husker Mininnguaq Kleist.

Et andet medlem af Trumps administration deltog også i mødet. Marco Rubio. Han virkede også interesseret i at finde frem til en løsning, tænkte Mininnguaq Kleist.

- Rubio har måske en mere diplomatisk tankegang. Måske var der en vej at finde sammen med ham.

"Du, hvis vi ikke får styr på det her..."

I dag ved vi, hvordan det endte. En arbejdsgruppe blev etableret, hvor Grønland, Danmark og USA skulle finde frem til en løsning.

Etableringen blev begyndelsen på otte måneders forhandlinger.

KNR har interviewet lederen af de grønlandske forhandlere, Mininnguaq Kleist, hvis arbejde kunne have haft store konsekvenser ikke kun for Grønlands fremtid, men også resten af Vesten.

Trumps interesse for Grønland har været tydelig i lang tid. I 2019 kom det frem, at han gik med tanker om at købe Grønland.

Kort efter at han blev genvalgt, men inden han var blevet taget i ed som præsident for anden gang, besøgte hans søn, Donald Trump Junior, Grønland.

Bekymringen over Trumps interesse for Grønland bredte sig i andre lande, allerede inden Trump nægtede at udelukke brug af det amerikanske militær for at få kontrol over Grønland.

- Da Vivian (Motzfeldt, red.) var i München for første gang i 2025, begyndte vi at tænke over, hvilke konsekvenser det kunne have, hvis vi ikke fik styr på situationen mellem amerikanerne og kongeriget: Nato kunne revne, fortæller Mininnguaq Kleist.

Tanken vakte ubehag, for der skal helst ikke herske nogen tvivl om alliancen i en urolig verden, med blandt andet krig på europæisk jord mellem Ukraine og Rusland.

Og bekymringen stod malet på ansigterne og på spørgsmålene fra repræsentanter for de store stater.

- Der så vi på hinanden og sagde: "Du, hvis vi ikke får styr på det her, kan det blive konsekvensen ", siger Mininnguaq Kleist.

"Vi går også gennem de samme følelser som befolkningen"

Donald Trumps adfærd i januar skabte ikke færre bekymringer blandt de store lande.

Bekymringen kunne også mærkes herhjemme. Der var en stor demonstration, og en politiker har fortalt, at han var bange for at rejse, mens presset var størst, fordi han ikke vidste, hvad han ville komme hjem til.

Også embedsmændene var påvirkede.

- Vi er tre, der bor i vores land. Vi blev født her og er opvokset her. Vi har et liv, vi har venner og familier her. Vi lever her. Vi gik også igennem alle de følelser, der var i befolkningen.

Når de gik på arbejde, var det med en stor vægt på skuldrende: Fremtiden for deres hjem stod på spil, mens en nervøs verden fulgte med. 

Og så blev banen kridtet op.

- Amerikanernes mål var selvfølgelig at gøre deres leders ønske til virkelighed. Eller at finde frem til en lignende løsning.

- Præsidenten havde sine ønsker, og vi havde vores røde linjer. Vores mål lå langt fra hinanden. Vores opgave var at finde frem til et eller andet mellem dem. Det handlede om at være kreativ på den ene eller anden måde, eller på en eller anden måde at finde en løsning gennem papirarbejde, lyder det fra Mininnguaq Kleist.

Samtalerne tæt på at stoppe

Det var et arbejde, der krævede, at man holdt tungen lige i munden og prøve at tænke over den mindste detalje.

- Hvad er målet? Hvordan præsenterer vi det? Hvilke ord vil være de bedste at bruge? Hvilke ord skal vi ikke bruge?

Mininnguaq Kleist tilføjer, at de brugte hinanden til at minimere fejl.

- Jeg kunne komme med et forslag, som jeg syntes, var det bedste i verden, hvor jeg brugte de flotteste ord. Men fra starten havde vi stillet krav til hinanden om, at vi skulle finde de mindste svagheder og huller, når vi præsenterede vores idéer. Så fandt jeg nogle gange ud af, at mine idéer og formuleringer i virkeligheden ikke var særlig gode, fortæller Mininnguaq Kleist.

Forhandlingerne i arbejdsgruppen varede i flere måneder. Mens de stod på, var der stadig en strøm af offentlige beskeder, som kunne tolkes som respektløse over for Grønland og dets folk. Ikke mindst på de sociale medier.

- Nogle gange føltes det som om, at beskederne kom nogle dage før et planlagt møde. Jeg ved ikke om det var meningen, eller om der er tale om tilfældigheder, men det føltes som om, at vi blev presset lidt.

Mininnguaq Kleist fortæller, at han flere gange har sagt, at beskederne ikke gavner arbejdet i arbejdsgruppen.

Men præsidentens ønsker kunne også komme op under møderne. 

- Deres meninger kan være hårde. Det kan være hårdt. Nogle gange kunne vi også godt mærke det efter møderne.

- Én gang sagde jeg: "Hvis i bliver ved med at gentage det her, så stopper samtalerne”, fortæller Mininnguaq Kleist.

Det kom dog ikke så langt.

- Men én gang kom vi meget tæt på det.

Forhandlingerne foregik bag lukkede døre. Noget, som naalakkersuisut flere gange er blevet kritiseret for. Mininnguaq Kleist forklarer dog, at forhandlingerne skulle holdes hemmelige, hvis man ville nå frem til det bedst mulige resultat.

Hvis der blev talt åbent om forhandlingernes status og de resultater, Grønland gerne vil opnå, kunne oplysningerne misbruges af den amerikanske modpart.

- Hvis modparten får en dybere indsigt, kan vores forsvar falde fra hinanden.

På vej mod en aftale

Så forhandlingerne foregik bag lukkede døre. Men i juni sagde den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, at arbejdet gik godt, og at han forventede et resultat før året var omme.

Den samme følelse havde Mininnguaq Kleist lige før sommer.

Men senere skete der en ændring. Amerikanerne begyndte at trække sig længere væk, oplevede Mininnguaq Kleist.

- Ud fra det, vi kunne se, så var det 50/50, om det hele ville kollapse, eller om vi fandt frem til en løsning på det næste møde.

De fandt ud af, at der havde været udskiftninger blandt de amerikanske embedsmænd. Men efterhånden kom de tættere på igen, og til sidst stod de med en aftale.

- De sidste dage, måske den sidste uge, måske lidt længere, arbejdede vi konstant fra morgen til nat.

Selvom de endelig stod med en aftale, kunne de stadig ikke sænke skuldrene. Aftalen var nemlig ikke underskrevet endnu.

- Vi vidste alle, at der kunne ske en ændring i sidste øjeblik, at der kunne ske noget, eller at der kunne komme en kommentar, som ikke kunne accepteres, fortæller Mininnguaq Kleist.

Bandeordene fløj rundt

Aftalen skulle underskrives den 22. september. På samme tidspunkt blev FNs generalforsamling afholdt. Donald Trump skulle holde tale, før underskrivelsen af aftalen.

- Vi sad i rummet, hvor aftalen skulle underskrives, og fulgte med på en livestream, siger Mininnguaq Kleist.

De vidste på forhånd, at præsidenten ville sige noget om Grønland, og nervøsiteten hang ved.

- Da han så begyndte at tale om vores land, røg forbindelsen selvfølgelig. Bandeordene fløj rundt i lokalet.

Senere fandt Mininnguaq Kleist ud af, hvad Trump havde sagt. Præsidenten havde sagt, at USA havde fået kontrol over forsvaret og sikkerheden i Grønland. Han sagde også, at der skulle bygges to baser i Grønland så hurtigt som muligt.

- Det var inden for det, som han allerede har sagt. Derfor var der ingen grund til at komme med en større reaktion, siger Mininnguaq Kleist.

Så kom underskrivelsen.

- Vi var selvfølgelig glade. Der blev holdt taler, aftalen blev underskrevet, de rejste sig, og der blev taget et gruppebillede, fortæller Mininnguaq Kleist.

Heller ikke nu, kunne han sænke skuldrene.

- Journalisterne stillede et spørgsmål. Spørgsmålet var måske ikke det bedste. Et spørgsmål, som godt kunne vække bekymring.

Nogle journalister spurgte om ejerskabet af Grønland var taget af bordet. Trump sagde dog ikke noget. Så begyndte de tilstedeværende at klappe. Så gik politikkerne.

Blev behandlet af Inatsisartut

Og det var det. Et arbejde, der havde taget flere måneder, som kunne have afgørende betydning for landets fremtid, som resten af verden holdt et nervøst øje med, og som havde været følelsesmæssigt turbulent, var færdig.

Eller som Mininnguaq Kleist siger: 

- Vi var færdige. Det var en lidt forunderlig følelse. Det gik hurtigt.

Og så kunne de tage tilbage til Grønland. De fik en varm modtagelse, da de landede i Nuuk. Noget som Mininnguaq Kleist ikke er vant til, når han kommer hjem efter en tjenesterejse.

- Vi var alle glade, da vi landede. Vi var selvfølgelig stolte. Det var rørende at se de mange mennesker. Det mindede om Vivians ankomst dengang i januar, siger Mininnguaq Kleist. 

Han understreger dog, at hele forløbet ikke er helt lukket.

Aftalen skal først godkendes af Inatsisartut og Folketinget.

Du kan se hele interviewet her.