Partilederdebat: Kun to vil sætte navn på en ny formand for Naalakkersuisut
De lange knive blev liggende i skuffen, da partilederne mødtes i debat på KNR TV på denne allersidste aften inden valget.
For næsten ingen gik i clinch med hinanden, og ingen ville sætte navn på den næste formand for Naalakkersuisut.
Lige bortset fra Mute B. Egede, der er formand for Inuit Ataqatiggit, og Aqqalu Jeremiassen, der er formand for Atassut.
De pegede nemlig på sig selv.
- Ifølge en måling, som er lavet af HS Analyse for mediehuset Sermitsiaq, står Inuit Ataqatigiit til et usædvanligt godt valg:
- Hele 36 procent af befolkningen vil ifølge målingen stemme på IA, hvilket vil betyde, at partiet vil stå med 12 mandater efter valget.
- Omvendt ser det ikke godt ud for Siumut, der går tilbage.
- Ifølge meningsmålingen står partiet til at få 23 procent af stemmerne. Det vil betyde, at Siumut ville gå fra 9 til 8 mandater.
Hverken Naleraq, Samarbejdspartiet, Nunatta Qitornai, Demokraatit eller Siumut ville.
Siumuts formand Erik Jensen ville blot sige:
- Folk har et ansvar. I Siumut er formanden, der skal tage det ansvar.
LÆS OGSÅ Under et døgn til valget: Kielsen afviser ikke at forsøge sig som formand for Siumut igen
Den kryptiske melding skal ses i lyset af en begivenhed, der er eksploderede kort inden partilederdebatten: Siumuts tidligere formand og nuværende formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, sagde til KNR, at han ikke vil afvise at gå efter formandsposten i Siumut igen, hvis han får flere personlige stemmer end Erik Jensen i morgen.
Hvem vil arbejde sammen med hvem?
En smule gåen til indirekte angreb på hinanden var der dog under debatten, selv om ingen ville nævne partier eller navne.
For hvem vil arbejde sammen med hvem i den nye valgperiode?
Demokraatit, Siumut og Nunatta Qitornai var hurtige til at påpege, at de er klar til at tage ansvaret, og at de vil samarbejde med de partier, der ifølge dem selv ikke flygter fra at tage ansvar.
Billede: KNR / Malik Brøns
- Vi kan arbejde med alle, men vi regner med at man følger koalitionsaftalen. Vi smuttede, fordi der var splittelse i Siumut efter deres generalforsamling. Hvis vi ikke følger en koalitionsaftale, er der konsekvenser, siger Jens-Frederik Nielsen, de er formand for Demokraatit.
LÆS OGSÅ Demokraterne forlader koalitionen
- Det er vigtigt for os at have en langvarig koalition. Selvfølgelig har der været situationer, hvor en var nødt til at trække sig på grund af sygdom... Det kan vi ikke styre, siger Erik Jensen (Siumut).
- At kunne tage et ansvar, det er det vigtigste. Der har været mange, som har flygtet fra deres ansvar i den sidste periode, siger Vittus Qujaukitsoq (Nunatta Qitornai).
Ifølge Aqqalu Jerimiassen, der er formand for Atassut, har partiet slugt for store kameler i den sidste valgperiode. Partiet sad i koalition med Naleraq, Nunatta Qitornai og Siumut i knap et år. Men det sluttede brat, og Atassut røg ud.
- Vi vil ikke ofre noget bare for at komme i en koalition, siger Aqqalu Jerimiassen.
Vittus Qujaukitsoq, vil I samarbejde tæt med Siumut i den næste valgperiode som I har gjort i denne?
Billede: KNR / Malik Brøns
- Det er ikke passende efter det, vi har erfaret i den sidste valgperiode. Det bliver spændende at se, hvordan Siumut ordner sig. Vi vil arbejde ordentligt uden at tænke på bestemt parti, siger han.
Inuit Ataqatigiit rækker også hånden ud til de andre partier, siger formand Múte B. Egede.
- Det vigtigste er, at man kan finde nogen man kan arbejde godt sammen med, og så er det også vigtigt, at vi arbejder for at beskytte natur og mennesker, siger han.
Kuannersuit - igen
Faktuelt er der bare ting, der adskiller – og en af de ting er mineprojektet ved Kuannersuit:
Inuit Ataqatigiit vil have projektet stoppet. Det vil Siumut ikke. Og Demokraatit går også til valg på at få gennemført mineprojektet, der skal bidrage med millioner i landskassen og arbejdspladser i Sydgrønland, hvis det bliver til noget.
- Jeg er bekymret for, hvad det vil resultere i, hvis der bliver en afstemning om Kuannersuit, og nogen partier ikke vil respektere resultatet af afstemningen, siger Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Demokraatit.
LÆS OGSÅ Siumut melder klart ud efter kritik: Bakker op om Kuannersuit
Han mener, at hvis det skulle komme så langt, at projektet skal til folkeafstemning, så vil Inuit Ataqatigiit ikke gå med til at lytte til resultatet af folkeafstemningen. For IA vil have mineprojektet helt stoppet uanset hvad.
Ud af 706 mennesker er 71 procent imod mineprojektet ved Kuannersuit, viser en meningsmåling, som HS Analyse har lavet for Innovation South Greenland.
Også den meningsmåling er godt nyt for Inuit Ataqatigiit:
Billede: KNR / Malik Brøns
- Folkesundheden er vigtigst. Vi ved at projektet kommer til at have miljøkonsekvenser, siger Mute B. Egede (IA).