Flere partier er klar til at bruge offentlige penge på katastrofehjælp til Tasiilaq efter weekendens piteraq i området.Foto: Thomas Ørum Kristensen

Partier støtter hurtig katastrofehjælp til Tasiilaq

Partierne i Inatsisartut ønsker over en bred kam, at Naalakkersuisut yder økonomisk katastrofehjælp til borgerne i Tasiilaq efter weekendens piteraq.

Hvis indbyggerne i Tasiilaq overhovedet har kunnet sove natten til søndag, mens en voldsom piteraq hærgede, vågnede de søndag op til mange ødelæggelser i byen.

Heldigvis kom ingen personer til skade. Men huse, både, biler, snescootere og andet materiel er ødelagt.

Derfor er det på sin plads, at Naalakkersuisut yder økonomisk hjælp til byens borgere fra landskassens konto til katastrofehjælp. 

LÆS OGSÅ Borgmester efter piteraq i Tasiilaq: Vi vil bede Naalakkersuisut om katastrofehjælp

Det mener Doris J. Jensen fra Siumut.

- Vi kan på nuværende tidspunkt se, hvor meget der er ødelagt. Derfor ønsker vi fra Siumuts inatsisartutgruppe, at midler fra katastrofehjælpen skal træde i kraft med det samme. For det, der sker efter en piteraq, kan anses for katastrofe, siger hun.

Hun vil dog ikke konkretisere, hvor stort et beløb, der bør være tale om til genopbygningen. Det skal partiet først drøfte med Naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq. Og det skal gå hurtigt, understreger Doris J. Jensen.

- Midlerne fra katastrofehjælpen skal iværksættes med det samme. Erhvervsfolk skal sikres, at de fortsat kan drive deres erhvervsarbejde, og de familier, der er ramt af piteraqen, skal sammen med kommunen hjælpes, siger hun.

Naleraq: Selvstyreejede selskaber bør donere penge

Det er Naalakkersuisut og Finans- og Skatteudvalg i Inatsisartut, der afgør, hvornår der skal udbetales penge fra landskassens katastrofepulje. Ifølge finansloven kan Naalakkersuisut afsætte op til i alt 10 millioner kroner til midlertidig at hjælpe borgere, hvis forsikringer ikke selv dækker skader, eksempelvis efter en naturkatastrofe.

Hos Naleraq er der også opbakning til økonomisk krisehjælp til den østgrønlandske by, siger Emanuel Nûko.

- Mange borgere har mistet deres både, fået ødelagt deres hjem, og folk, der ikke har forsikret deres huse og både, skal straks hjælpes.

Han påpeger, at der også bør være hjælp til dem, der har en husforsikring, men hvor forsikringen ikke dækker alle skader. 

Desuden bør selvstyreejede selskaber som for eksempel Air Greenland, Royal Greenland og Kalaallit Airports også samle penge ind til de ramte borgere i Tasiilaq og nærliggende bygder, lyder opfordringen fra Naleraq. 

LÆS OGSÅ Mikkel Bianco om piteraq: Da strømmen gik, blev vi for alvor bange

Også Inuit Ataqatigiit har meddelt, at de støtter en hurtig genopbygning af Tasiilaq samt penge til de indbyggere, der helt personligt er i økonomisk bekneb efter ødelæggelserne fra weekendens piteraq.

- Vi opfordrer til, at man snarest aktiverer kontoen for katastrofesituationer i finansloven, så hjælpen til vores landsmænd kan ske hurtigt, skriver IA i en pressemeddelelse. 

KNR har spurgt Kalistat Lund, naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø (IA), hvordan han forholder sig til partiernes ønske om økonomisk hjælp fra landskassens midler til katastrofehjælp. 

- Jeg synes, at det er på sin plads, at vi bruger nogle penge derfra. Jeg tager selv til Tasiilaq i morgen (i dag, red.) og kigger på tingene, og vil starte arbejdet derfra, men vi er allerede i gang med at snakke med folk. Jeg glæder mig virkelig til at komme derover og starte arbejdet, siger Kalistat Lund. 

Han kan ikke udtale sig om, hvor mange penge, der er tale om, eller hvornår de eventuelt vil blive udbetalt. 



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl