Partier om røde sommerbilletter: Det bør være muligt at ombooke

Demokraterne, Partii Naleraq og Inuit Ataqatigiit ønsker, at Air Greenland-kunder får mulighed for at ændre flybilletter til udlandet, så man i stedet kan rejse indenrigs.
air greenland
Coronakrisen har gjort folk bekymrede for deres sommerferieplaner. Foto © : KNR, Anton Gundersen Lihn

Brænder man inde med flybilletter til Danmark eller andre steder i verden, bør man kunne ombooke, så sommerferien i stedet bliver holdt i Grønland.

Det mener Naalakkersuisuts støtteparti Demokraterne, og den idé nyder opbakning hos Partii Naleraq og IA.

Coronakrisen har nemlig gjort folk bekymret for deres sommerferieplaner.

Det nuværende flyforbud bliver - som det ser ud lige nu - ophævet 31. maj. Hvad der sker derefter, vides endnu ikke - og det betyder, at de, som har købt de billige restriktive billetter er bange for, at de ikke kan komme på sommerferie. For hvis man har købt de billige billetter, kan man ikke få dem refunderet eller ombooket. Heller ikke hvis billetterne er købt før coronakrisen, oplyser Air Greenland. 

LÆS OGSÅ Nivi kan ikke refundere sin sommerferie-billet: Jeg føler mig magtesløs

Formand i Demokraterne, Nivi Olsen, ærgrer sig over det. 

Hun understreger, at politikerne skal være påpasselige og huske armslængdeprincippet, men at det er passende, at politikerne blander sig, da coronakrisen er en helt særlig situation.

- Den bedste måde at løse det (frustration blandt Air Greenland-kunder red.) på, kan være hvis det kunne blive muligt at rejse indenrigs for det samme beløb, som man har købt billetterne for. Det kunne gavne turismen i landet, siger Nivi Olsen til KNR.

Hun opfordrer sine politiske kolleger i Inatsisartut til at tilkendegive deres holdninger til sagen.

Mulighed for pengene tilbage

Står det til Pele Broberg (Partii Naleraq) skal billetindehaverne ikke blot have mulighed for at ændre rejsedestinationen til et sted i Grønland. Hvis man ønsker at få pengene retur, skal det også være en mulighed.

- Når vi nu stiller hjælpepakker til rådighed for mange dele af samfundet, så skal vi sikre os, at dem, der har brugt penge på noget, kan få deres penge tilbage. Om de er i risikogruppen eller ej. Så kan de i stedet bruge dem på at holde ferie her i landet, og så bliver pengene jo også her, siger Pele Broberg.

LÆS OGSÅ Air Greenland nedlægger 75-100 stillinger

Det vil dog uundgåeligt blive dyrt for Air Greenland, hvis alle med billetter kan få penge retur. Lige nu regner selskabet med at måtte afskedige mellem 75 og 100 ansatte som følge af coronakrisen, og rejsebranchen er hårdt presset.

Hvis Air Greenland skal betale penge tilbage, kan virksomheden jo ende i en situation, hvor den skal have tilført endnu flere penge fra staten eller gå konkurs. Det vil formentlig blive på skatteborgernes regning. Hvor mener Partii Naleraq, at pengene så skal findes?

- Hvis man tror, at man ved at nægte folk at få refunderet billetter kan gavne sit selskab i det lange løb, så kan man blive slemt overrasket. Dette (coronakrisen red.) kan vare år, og i værste fald kan man risikere, at folk ikke ønsker at købe billetter ved Air Greenland, da de ikke ønsker at binde sig, siger Pele Broberg.

Opfordrer til at rejse indenrigs 

I Inuit Ataqatigiit støtter man fuldt op om, at politikerne skal kigge nærmere på, hvordan Air Greenland-kunder kan få en hjælpende hånd.

- Air Greenland er 100 procent nationalt ejet, derfor har vi allesammen ret til at sige noget. Derfor skal Naalakkersuisut bestemme, om de vil bruge deres rettighed. At Naalakkersuisut ikke kan sige noget, skal ikke stå i vejen for borgerne. Der må tages en beslutning, og muligheden skal åbnes, siger Aqqaluaq B. Egede fra partiet. 

LÆS OGSÅ Coronakrise: Air Greenland lukker ruter og aflyser afgange

Hermann Berthelsen (S), formand for Finans- og Skatteudvalget, har ikke ønsket at sige noget om ‘røde’ flybilletter og frustrerede kunder. Men han opfordrer til, at borgerne bruger deres sommerferie på at rejse rundt i Grønland.

- Det er vores opfordring, at folk, der ikke kan rejse til udlandet på grund af coronavirus, bruger pengene på indenrigsrejser. Det vil være det mest passende at gøre, siger Herman Berthelsen.

KNR har spurgt Air Greenland hvor mange kunder, der har købt restriktive billetter til sommerferien. Det har Air Greenland ikke ønsket at svare på. 

KNR har siden mandag forsøgt at få en kommentar fra Karl Frederik Danielsen (S), der er naalakkersuisoq for infrastruktur, men det har ikke været muligt.