Folketingsvalg 2015 Partier afviser krav om Rigsfællesskabs-minister

IA kræver, at Danmark opretter en ministerpost for Rigsfællesskabet og Arktis for at sikre grønlandske interesser. Atassut, Demokraterne og Siumut afviser blankt ideen.
08. juni 2015 14:46

Inuit Ataqatigiits krav om en dansk minister for Rigsfællesskabet og Arktis møder modstand hos de øvrige partier.

Et stort tilbageskridt, siger Demokraterne. Samarbejdet bliver mere besværligt, siger Atassut. Siumut synes, det er for tidligt at stille krav.

Formålet med IAs udspil er at sikre, at Danmark tilgodeser Grønlands interesser i Rigsfællesskabet og Arktis. Danmark svigter blandt andet at få opdateret lovgivningen for Grønland på de områder, der stadig er under dansk ansvar, siger partiets folketingskandidat, Aaja Chemnitz Larsen.

Læs også IA kræver dansk minister for rigsfællesskab og Arktis

Men IAs model får en kølig modtagelse hos de øvrige partier.

Både Atassut og Demokraterne mener, at udspillet er en tilbagevenden til fortidens grønlandsministerium, og de frygter, at ideen vil gå ud over Grønlands selvstændighedsarbejde.

- Et nyt grønlandsministerium i Danmark ville i vores optik være en indrømmelse af, at vi ikke er i stand til at klare os selv, skriver Randi Vestergaard Evaldsen, der er Folketingskandidat for Demokraterne, i en pressemeddelelse.

Kravet vil heller ikke forbedre samarbejdet mellem Grønland og Danmark - tværtimod, forudsiger folketingskandidat for Atassut, Steen Lynge.

Læs også Partierne vil ikke ud med om de støtter Løkke eller Thorning

Han vil i stedet arbejde for Grønlands interesser ved at sikre faste pladser i flere udvalg og nævn i Folketinget, bl.a. retsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn.

- De folkevalgte i Folketinget og Inatsisartut skal have mulighed for at få adgang til forskellige information, og det kan man kun få ved at få fast sæde i de forskellige udvalg, siger han.

Det bliver dog ikke hurtigt klaret. Et flertal i Folketinget skal foretage en ændring af forretningsordenen i Folketinget, oplyser Bureau for Inatsisartut.

Bliver forslaget ikke til noget, skal Grønland i det mindste have status som tilforordnet i udvalgene, en form for observatør-status, hvor man ikke har indflydelse, mener Steen Lynge.

Læs også Danske partier glemmer rigsfællesskabet i partiprogrammer

Hos Siumut har man en anden idé. Martha Abelsen vil lave fora, hvor spørgsmål om Grønland vendes før, der bliver besluttet noget, siger folketingskandidat, Martha Abelsen.

- Sådan som det bliver kørt i dag, er det meget personafhængigt, hvordan tingene er foregået. Vi skal have fora, hvor alle spørgsmål kan vendes. Det skal ske via nogle synlige arbejdsgange. Det kan være i samarbejde med de forskellige ministerier afhængig af, hvilket emne der er oppe at vende, siger Martha Abelsen.