Pan Am har fjernet forhindringerne

De sidste forberedelser til Pan Am 2018 er snart færdige. Det siger projektleder Poul Petersen.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
11. maj 2018 07:20

Landshold fra 11 forskellige nationer kommer i midten af juni til Nuuk, hvor de skal kæmpe om tre eftertragtede pladser ved VM næste år. Projektet har været en stor mundfuld med til tider dystre udsigter, men nu er de mørke skyer ved at være drevet væk fra den store begivenhed.

- Pan Am kører efter planen, og efter det vi har forudset, siger projektleder Poul Petersen.

Fra 15. til d. 25. juni bliver De Panamerikanske mesterskaber afholdt i Nuuk.

Der har været mange forberedelser i gang til de omkring 270 håndboldspillere, trænere og medarbejdere, som kommer til at gæste landets hovedstad.

LÆS OGSÅ GHF håber på at lukke økonomisk hul inden Pan AM

Undervejs har organisationen bag begivenheden oplevet problemer med finansiering og indchartring af fly.

Men med lidt mere end en måned til første kamp, lysner tingene:

- Det vil sige planerne omkring selve rejsen, ophold og selve kampplanen er færdige og klar. Det eneste, vi mangler, er nogle småting, set i forhold til det store billede, siger Poul Petersen.

Deltagerne skal overnatte på Hotel Hans Egede, Inuk Hostels og Sømandshjemmet.

I februar var der usikkerhed om udgifterne til mesterskabet, hvor der var udsigt til et underskud på 1,5 millioner kroner, som i sidste ende ville gå udover medlemmer af håndboldforbundet.

LÆS OGSÅ Millioner og transport mangler ti måneder før Pan Am

LÆS OGSÅ PAN AM kan blive dyrt for grønlandsk håndbold

Men nu er det lykkedes at skære det forventede underskud ned til under en halv million, siger projektlederen:

- Alt afhængig af hvor mange tilskuere, der kommer, vil det generere flere indtægter. Men, vi er også forsigtige i forhold til hvor mange tilskuere, vi forventer at få i Inussivik, siger projektleder Poul Petersen.

Der er dog stadig en vigtig ingrediens, der mangler, for at få arrangementet til at blive til en succes, og det er ekstra frivillige.

Ifølge Poul Petersen har 50 frivillige allerede meldt sig, men der er mange opgaver i vente, derfor ønsker arrangørerne at skaffe mindst 20 mere.

LÆS OGSÅ Pan Am kan ende som en stor fiasko

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut klar med millioner til Pan Am i Grønland