Naalakkersuisut klar med millioner til Pan Am i Grønland

Håndbold- og sportsentusiaster kan glæde sig over, at afholdelse af det Pan Amerikanske Mesterskab i Nuuk i 2018 er tæt på at være en realitet. Inatsisartuts finansudvalg har nemlig imødekommet Naalakkersuisuts ønske om at hente penge fra en reservekonto i finansloven.
Foto © : Grønlands Håndbold Forbund
Skrevet af Mads Pedersen
10. maj 2017 12:11

Naalakkersuisoq for kultur, Doris Jakobsen, kan onsdag fortælle, at Naalakkersuisut støtter Pan Am i Nuuk med fire millioner kroner.

To millioner kroner kommer fra en reservekonto, mens Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland, der begge får midler gennem finansloven, giver hver en million kroner.

Hvis afvikling af Pan Am 2018 bliver en realitet, vil det være det største arrangement, ud over Arctic Winter Games, som Grønland har stået for. Og det kan kun være godt for landet, mener Jakobsen.

- Der kommer 12 deltagende lande, hvilket betyder, at Grønland uden tvivl vil få opmærksomhed hos andre lande gennem udenlandske medier. På den måde vil vores land blive reklameret til omverdenen, siger Doris Jakobsen, der håber, at Pan Am kan være med til at gavne turismen her i landet.

Hun forudser også, at idrætten vil kunne høste vigtige erfaringer ved et Pan Am.

- Det vil gavne sporten generelt i vores land. Vi får mulighed for at se hvor vi står i forhold til de internationale krav der er i sportens verden og hvad vi skal være opmærksomme på i fremtiden, siger naalakkersuisoq for kultur.

Kommuneqarfik Sermersooq har tidligere tilkendegivet, at kommunen har intentioner om at støtte Pan Am-projektet. Den 11. maj skal Udvalget for Børn og Skoler tage stilling til, om kommunen vil give i to millioner kroner i støtte til Pan Am.

LÆS OGSÅ Asii glæder sig til Pan Am i Nuuk

Intet er sikkert endnu

Hos Grønlands Håndbold Forbund vil formanden ikke sige, at Pan Am i Nuuk er så godt som en realitet. Der er nemlig en masse ting, der skal på plads, før forbundet kan melde noget konkret ud.

For det første er de offentlige midler stadigvæk ikke kommet ind på Pan Am-kontoen. Og for det andet er GHF afhængig af, at private virksomheder støtter projektet.

- Vi har derfor nedsat en styregruppe, der blandt andre skal sikre at finde sponsorater, siger Nuka Ole Berthelsen, formand for GHF, til KNR.

I følge GHF-formanden er det Aviaja Lyberth Lennert, der bliver formand for styregruppen.

Hun har tidligere været ansvarlig for sponsorater ved AWG, er udpeget til at være formand for den nedsatte styrekomité, der skal sørge for at Pan AM-projektet forløber som det skal. 

Aviaja Lyberth Lennert ønsker ikke at udtale sig, da hun endnu ikke har holdt møde med gruppen.  

Afviklingen af de Pan Amerikanske Mesterskaber i håndbold vil koste omkring 13 millioner kroner.

Artiklen blev opdateret 11.05 2017: Kommuneqarfik Sermersooq oplyste at kommunen vil give fire millioner kroner til Pan Am. Det er ikke rigtigt. Det rigtige tal er to millioner kroner.