På et år er Thunbergs skolestrejke blevet en klimabevægelse

Og på den tid er svenske Greta Thunberg gået fra at være en enlig demonstrant til at være en ledende figur i kampen mod klimaforandringer.
I september sidste år iværksatte den svenske teenager en ugentlig skolestrejke hver fredag under navnet "Fridays for Future" for at få politikerne til at tage klimaudfordringerne seriøst.
Det blev et koncept, der hurtigt bredte sig til andre lande. I marts 2019 nåede antallet af skolelever, der deltager i den verdensomspændende skolestrejke, flere end to millioner i 135 forskellige lande.
LÆS OGSÅ Greta Thunberg vil sejle til New York
Den nu 16-årige svensker har holdt taler for politikere og topchefer fra hele verden. Hun er blevet nomineret til en nobelpris og er blevet udnævnt til en af verdens mest indflydelsesrige personer af det amerikanske magasin Time.
Thunberg har trods sine mange pjækkedage færdiggjort grundskolen og tager nu et sabbatår for at fokusere på klimaet på fuld tid.
Første stop er New York, hvor der i september er klimatopmøde.