Greta Thunberg vil sejle til New York
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har fundet ud af, hvordan hun kan deltage i klimatopmødet i New York og ved COP25 i Chile uden at belaste CO2-balancen.
Hun vil nemlig sejle over Atlanterhavet, fortæller den 16-årige aktivist på Twitter og Facebook.
- Jeg er blevet tilbudt et lift med en 18 meter lang lystyacht Milizia II. Vi vil sejle over Atlanterhavet fra Storbritannien til New York i midten af august, skriver Greta Thunberg.
Yachten er udstyret med solpaneler og undervandsturbiner, som kan generere CO2-neutral elektricitet.
Allerede i juni fortalte den unge klimaaktivist, at hun ville til topmødet i New York og COP25 i Chile. Hun skrev dog også, at det ville blive en udfordring, da hun ikke flyver, og det ikke er muligt at tage toget.
Greta Thunberg har netop afsluttet grundskolen, og hun har meddelt, at hun vil holde sabbatår frem til næste sommer.