VIDEO Overlevende Qeqertaq-hunde går glip af Avannaata Qimussersua

Det voldsomme angreb af hundesyge i bygden Qeqertaq, som i januar kostede omkring 200 af bygdens ca. 300 hunde livet, får nu endnu en konsekvens.
16. marts 2016 11:21

Hundeslædeorganisationen Kalaallit Nunaanni Qimussertartut Kattufiat, KNQK, har nemlig besluttet, at bygden ikke må deltage i det store, årlige hundeslædevæddeløb Avannaata Qimussersua, som foregår i Uummannaq den 2. april.

- Det er for kort tid efter sygdommen (har ramt Qeqertaq, red.). Vi synes, det er farligt og uforsvarligt, hvis de skal være iblandt så mange andre hunde, siger formand for KNQK, Mikkel Jeremiassen, til KNR.

Læs også VIDEO Høj risiko for smitte med hundesyge ved hundeslædevæddeløbene

Læs også HUNDESYGE Forebyggelse kan muligvis forhindre nye udbrud

Slædeløbshunde aflivet

Beslutningen om at udelukke hunde fra Qeqertaq skyldes delvist også, at der ikke var deltagere fra bygden til den 4. kvalifikationsrunde, der blev afholdt den 5. marts for Qeqertaq- og Saqqaq-borgerne. Hundene fra Qeqertaq skal nemlig være i isolation frem til den 20. marts.

- Vi har accepteret det, for de hunde, der skulle have været med til løbet, er døde af hundesygen, siger Anina Nielsen, formand for Tiiarut 91, hundeslædeforeningen i Qeqertaq.

Læs også HUNDESYGE Risiko for flere døde hunde trods vaccine

Læs også 70 hunde aflivet i Qeqertaq

Nogle har kun et par hunde tilbage af deres store flok, men med hjælp udefra kan Qeqertaqs borgere sætte snuden op efter at deltage i Avannaata Qimussersua næste år i stedet.

- Det giver dem styrke, at de er blevet kontaktet udefra fra folk, der gerne vil give dem hunde, siger Anina Nielsen, formand for Tiiarut 91, til KNR.

William Jensen og hans hunde fra Saqqaq vandt Avannaata Qimussersua for andet år i træk sidste år.