Overblik: Her er det nye Naalakkersuisut

Naalakkersuiut har sat et nyt hold. Seks varme stole går til Inuit Ataqatigiit, og fire går til Siumut. Kim Kielsen bliver formand for Inatsisartut.
05. april 2022 13:20

Et nyt Naalakkersuisut er netop blevet dannet. For i går blev Naleraq sparket ud af koalitionen, og ind trådte i stedet for Siumut. 

Den nye koalition med Siumut og Inuit Ataqatigiit består af 10 naalakkersuisut - og de er netop blevet fordelt i Inatsisartut-salen. 

  • Formand for Naalakkersuisut: Múte Bourup Egede (IA)
  • Erik Jensen (Siumut): Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur og viceformand for Naalakkersuisut.
  • Naaja Nathanielsen (IA): Naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling.
  • Aqqaluaq B. Egede (IA): Naalakkersuisoq for Råstoffer og Justitsvæsen:
  • Mimi Karlsen (IA): Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed
  • Peter P. Olsen (IA): Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
  • Kalistat Lund (IA): Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø 
  • Vivian Motzfeldt (Siumut): Naalakkersuisuq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel.
  • Karl Tobiassen (Siumut): Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst
  • Jess Svane (Siumut): Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Naaja Nathanielsen, Aqqaluaq B. Egede, Mimi Kalsen, Per Olsen, Kalistat Lund er gengangere. 

Den eneste IA'er, der ikke fortsætter som naalakkersuisoq, er Mariane Paviasen, der var naalakkersuisoq for infrastruktur. 

LÆS OGSÅ Ny koalition med IA og Siumut: Ja, vi har været uenige i mange år - men nu skal vi se fremad 

Den nye koalition betyder også et comeback til Kim Kielsen (Siumut), der bliver formand for Inatsisartut - og det var en ganske rørt nyvalgt formand, som satte sig i talerstolen. 

- Tak fordi I stemte på mig, allesammen, sagde Kim Kielsen med blanke øjne. 

Fakta om den nye koalition
 

Siumut og IA har nu et flertal i Inatsisartut med 22 ud af 31 pladser.

De to partier har siddet i koalition sammen tidligere. Det var i 2016-2018. Naleraq var også med.

I 2020 var der valg. Naleraq og IA gik i koalition og satte sig på 16 af de 31 pladser. Atassut var støtteparti.

Ataasut trak sig i november sidste år.

Nu får Siumut fire pladser i Naalakkersuisut. Siumut får også formandsposten i Inatsisartut - den har Hans Enoksen fra Naleraq i dag.

Indtil i dag sad Naleraq på tre pladser i Naalakkersuisut.  

Han takkede også den nu tidligere formand for Inatsisartut, Hans Enoksen (Naleraq). 

- Du har ofret dig så meget. Hav en dejlig og fredelig sommerferie, sagde Kielsen til Enoksen. 

Koalition blev et år

Den gamle koalition med IA og Naleraq nåede at sidde i næsten et helt år. I morgen er det et år siden, vi gik til valgurnerne. Da stemmerne var talt op næste morgen, viste det sig, at IA havde vundet valget stort. 

10 dage senere, den 16. april, konstituerede det nye naalakkersuisut sig.

Og det varede altså til i går, hvor koalitionen eksploderede. Ifølge Hans Enoksen var partiet blevet smidt ud af koalitionen, og ifølge Siumut-formand Erik Jensen startede Siumut og IA forhandlinger om den nye koalition uden Naleraq i weekenden.

Det blev formand for Naleraq, Hans Enoksen, klar over klokken ni i går fomiddags, sagde han til KNR. 

LÆS OGSÅ Overblik: Det vil det nye naalakkersuisut

Her meddelte formanden for Naalakkersuisut og IA, Múte B. Egede, nemlig sin nu forhenværende koalitionspartner, at Naleraq ikke længere skulle være en del af koalitionen. Det er i hvert fald udlægningen fra Hans Enoksen. 

Han kunne to timer senere se Múte B. Egede og Erik Jensen skrive under på en ny koalitionsaftale.

 

Foto © : KNR

 

Ifølge Enoksen voksede de to partier fra hinanden i vinter - Múte B. Egede har ikke ønsket at kommentere skilsmissen fra Naleraq med andet end:

- Det kunne ikke undgås at blive lagt mærke til, at vi og Naleraq er blevet mere uenige politisk.

- Jeg vil holde det der.

 Flere voldsomme interne stridigheder har ført til skilsmisse mellem IA og Naleraq. Du kan læse om dem her.