Samarbejdspartiets valgaften Optimisme og sammenhold

Skrevet af Merete Lindstrøm
25. april 2018 11:33

Reportage

Klokken 20.45: Det virker mere som en hyggelig middag blandt venner end en valgfest. Men som bevis på at der sker noget, der er værd at følge med i, kører tv’et i baggrunden på den lille Café i Nuuks Kolinihavn, Toqqorfik eller gemmestedet på dansk, som den hedder. Det kører på KNR 2, hvor valgudsendelsen simultantolkes.

Der sidder en flok på otte mennesker ved bordet, der er bannere med samarbejdspartiet lilla moskusokse overalt på væggene og Qajaqøl og hyldeblomst i glassene.

- Vi er lidt trætte, men meget glade, fortæller Tillie Martinussen.

LÆS OGSÅ Små partier får alle plads i Inatsisartut

Der kommer flere gæster, ikke i cafeen men på facetime, hvor to af partiets kandidater fra kysten er med. Der bliver vinket og råbt til Franz Nielsen i Ilulissat og Kim Lyberth i Manitsooq.

- Palle har lige ringet og sagt, at jeg har fået to personlige stemmer i Narsarsuaq.

Det er Tillie Martinusen, der snakker. Jublen bryder ud i den lille eksklusive flok. Der skåles.

Partiformanden er optimist og påpeger, at de tre stemmer, der er kommet indtil nu, er fra små steder, hvor partiet ikke er så stærke.

LÆS OGSÅ Kielsen vil forhandle med alle partier

Der ankommer et par stykker mere og kredsen udvides. På opfordring bliver der skruet ned for TV’et, og ejeren af restauranten sætter musik på. Pink med sangen What about us strømmer ud af højtaleren. Tillie fortæller, at netop den sang er passende, fordi den er skrevet af Pink om USA's præsident Trump, og at den handler om, at der skal være plads til alle.

Der kommer endnu et resultat, og igen bliver der jublet højlydt og skålet. Igen er der stemmer til Tillie.

- Det er da også en god historie, hvis det ender med, at vi får to kandidater, og at ingen af dem er formanden, siger Michael Rosing.

Og to mandater er det formanden håber på og regner med. Han tager ikke meningsmålingerne helt for gode varer, og er lidt nervøs for, om de kan have afskrækket folk fra at stemme på partiet af skræk for at deres stemmer går tabt, hvis ikke Samarbejdspartiet kommer ind i Inatsisartut.

LÆS OGSÅ Her er valgets vindere og tabere

For Michael Rosing handler det ikke om at komme ind. Det handler om at få politisk indflydelse. Han tænker lidt og fortæller så, at det ville være mere hans stil at sidde på 2. række og planlægge politikken frem for at være frontfigur som nu.

- Tillie har en meget bredere appel, siger Michael Rosing.

- Det tror jeg altså ikke på, råber Tillie Martinussen fra den anden side af bordet.

De griner og fortæller, at de hver især er helt sikre på, at den anden får flest stemmer. Michael er klar til at sætte en middag på højkant,

LÆS OGSÅ Kielsen vil forhandle med alle partier

Tillie foreslår en kop kaffe.

Der er kommet mere liv i forsamlingen, og da der tikker 22 stemmer ind fra Kangerlussuaq er optimismen til at føle på i rummet.

Hold da kæft, lyder det fra én. Det havde vi ikke regnet med, siger en anden. Og hvis ikke optimismen rækker langt nok til en plads i Inatsisartut for Samarbejdspartiet, så har formanden selvfølgelig en plan b. 

Hvis ikke vi bliver valgt ind, så er der kommunalvalg om 3 år.

Klokken 04:45: De sidste resultater tikkede ind fra valg.gl. Tallene viser, at partiet får en plads i Inatsisartut, som går til Tillie Martinussen, som formanden spåede tidligere på aftenen.