Opposition om borgmester-exit: Det er en vigtig og rigtig beslutning
I går meldte Charlotte Ludvigsen (IA) ud, at hun trækker sig som borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq.
Beslutningen er taget som følge af en række møgsager og krads kritik af kommunens administration af boligområdet.
Og borgmesterens farvel er helt på sin plads.
Det mener kommunalbestyrelsens gruppeformand for Siumut, Inga Dóra Guðmundsdóttir Markussen.
- Det er en vigtig og rigtig beslutning. For vi har set nogle sager, der betyder meget for vores kommunes økonomi og for vores institutioner. Nu har det fået en politisk konsekvens, hvilket har været vigtigt for os i Siumut.
Rod i kommunen
- Den 9. november 2021 satte Selvstyrets Tilsynsråd en stopper for, at kommunen må indgå nye langtidslejekontrakter med private virksomheder, hvor kommunen genudlejer boligerne som almene via Iserit.
- Det er en praksis, som kommunen har anvendt siden 2015 for at skaffe nye boliger i byen.
- Tilsynsrådet har konkluderet, at den praksis er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.
- I november sidste år kom det også frem, at borgmester Charlotte Ludvigsen havde givet grønt lys til et lån på 20 millioner kroner, som ikke havde været behandlet i kommunens udvalg.
- Lånet skulle bruges til, at kommunens boligselskab, Iserit, kunne købe ejendomme i 2025.
- Og fredag er det kommet ud, at der er endnu en sag om 20 millioner kroner, som ikke blev politisk godkendt. Denne gang er det et køb af et asfaltværk fra Munck Gruppen i 2020, hvor borgmesteren skrev under på købsaftalen, uden at kommunalbestyrelsen havde behandlet sagen.
Også Demokraatits gruppeformand, Justus Hansen, bakker op om borgmesterens afgang:
- Det havde vi jo stillet som krav, inden vi gik ud af koalitionen i sin tid. Det er selvfølgelig ærgerligt det, der er foregået, og det tager vi selvfølgelig til efterretning.
Finn Karlsen, der er gruppeformand for IA's koalitionspartner, Naleraq, har følgende at sige til sagen:
- Vi i gruppen kan ikke acceptere det, der er sket, og da borgmesteren selv har valgt at træde tilbage, har vi accepteret det.
Et tippende isbjerg
Samme dag, som Charlotte Ludvigsen meddelte sit farvel, var det netop kommet frem, at hun i 2020 skrev under på en købsaftale af et asfaltværk på 20 millioner kroner, uden at aftalen var blevet behandlet af kommunalbestyrelsen.
- Det er simpelthen ikke godt nok. Og jeg tænker, er der flere ting endnu? Det kommer ikke bag på mig, at der nu kommer mere op til overfladen. Det svarer til, at vi har toppen af et isbjerg, og nu begynder isbjerget at tippe, siger Inga Dóra Guðmundsdóttir og slår fast:
- Alt skal frem i lyset, så vi kan få ryddet op for alvor og få genskabt borgernes tillid til kommunen, fordi den er brudt for længst.
LÆS OGSÅ Borgmester underskrev købsaftale til 20 millioner kroner, uden kommunalbestyrelsen vidste besked
Den nye sag kommer heller ikke bag på Justus Hansen fra Demokraatit.
- Det overrasker mig ikke. For det var måske forventeligt, at der ville komme flere møgsager frem, og jeg forventer også, at der kommer flere. Det er så ærgerligt, og der skal godt nok ske et stort oprydningsarbejde.
Ingen bud på afløser
Ingen af partierne ønsker at sige, hvem de peger på som ny borgmester.
- Det må være op til IA. Vi er klar til at samarbejde igen med en ny borgmester og indgå i koalition igen, siger Justus Hansen.
Også Siumut henviser til Inuit Ataqatigiit:
- Det må IA finde ud af i sin gruppe. Hvem det bliver, har vi ingen holdning til. Vi har ikke drøftet det, siger Inga Dóra Guðmundsdóttir Markussen
LÆS OGSÅ Professor om opsigtsvækkende boligrapport: Mængden af problemer er markant
Lige nu sidder IA i koalition med Naleraq, og det samarbejde, ønsker Naleraq, skal fortsætte, siger Finn Karlsen til KNR.
- Det, der er sket før denne valgperiode, kan vi ikke gøre noget ved, og det nuværende samarbejde går udemærket, siger han.
Charlotte Ludvigsen overtog borgmesterposten i juni 2019 fra Asii Chemnitz Narup.
Hun fik 1512 personlige stemmer ved kommunalvalget i april sidste år, hvor IA satte sig på 9 ud af kommunalbestyrelsens 19 pladser.
Resten fordeles sådan, at Siumut har seks, mens Demokraatit og Naleraq hver især har to pladser.
Formelt forlader Charlotte Ludvigsen borgmesterposten den 15. juni.