Omfattende regnskabssvindel høvler trecifret millionbeløb af KNI-værdi

KNI mister mere end 110 millioner kroner som følge af omfattende regnskabssnyd. Samtidig kom KNI ud af året med et tocifret millionminus.
Foto © : KNI
Skrevet af Mathies Hvid Toft
08. oktober 2021 15:40

Det står nu mejslet i sten.

Der er lavet omfattende regnskabsmanipulation og dokumentfalskneri i KNI gennem flere år, uden at bestyrelse, ledelse eller revisionen har opdaget noget.

Det koster nu den offentligt ejede handelskoncern 112 millioner kroner og et årsresultat på -12,5 millioner kroner før skat.

Det viser koncernens årsregnskab for 2020/21.

Historisk skandalesag i KNI

Dermed er en af Grønlands største erhvervsskandaler en realitet. Selvom det nu har fået økonomiske konsekvenser, har KNI’s ledelse stadig ikke det fulde overblik over skandalerne.

Skandaler i KNI A/S

  • Sagen om fejl og manipulation af KNI’s økonomi begyndte at rulle sidste år i november, da flere whistleblowere stod frem i medierne.
  • Efter måneders undersøgelser kan ledelsen nu konkludere, at der er manipuleret med økonomien. Foreløbigt har det kostet 112 millioner kroner og et underskud på 12,5 millioner kroner før skat.
  • Ledelsen har dog stadig ikke det fulde overblik, og derfor kan det koste koncernen flere penge.
  • En person er politianmeldt for dokumentfalsk og bedrageri, men KNI vil ikke oplyse hvem, og for hvor store beløb.
  • Derudover er koncernen ramt af anklager om seksuelle krænkelser mod den bortviste direktør Peter Grønvold Samuelsen. Han er blevet politianmeldt i den sag.
  • Siden sagerne begyndte, er den tidligere direktør Peter Grønvold Samuelsen blevet bortvist. Han er erstattet Jeppe Jensen. Derudover er den tidligere HR-chef fratrådt og den tidligere bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen er fratrådt og erstattet af Svend Hardenberg.

Derfor kan det også hive næste års resultat ned, oplyser de til KNR.

LÆS OGSÅ Sexchikane, regnskabsfusk og politianmeldelse: Det har været et rædselsår for KNI

- Regnskabsåret 2020/2021 for KNI A/S er præget af et helt grundlæggende oprydningsarbejde efter, at det trinvist er blevet afdækket, at de aflagte regnskaber siden 2013/14 har været bevidst manipuleret, skriver ledelsen i en meddelelse anført af den nu forhenværende bestyrelsesformand, Lars Borris Pedersen.

Han valgte nemlig at trække sig fra posten i forbindelse med, at regnskabet blev fremlagt og godkendt ved dagens generalforsamling.

Ny revisor tager forbehold for regnskabet

KNI har i hele den berørte periode haft det internationale revisionshus Deloitte som revisor, men de skal skiftes us fremover. KNI kan ikke oplyse på nuværende tidspunkt, hvem den nye revisor bliver.

Helt udsædvanligt kommer revisoren med et forbehold for at godkende regnskabet.

Det gør revisoren, fordi regnskabsskandalen er så omfattende, at den også rammer KNI’s datterselskab Neqi A/S.

Det har derfor ikke været muligt for revisoren at danne sig et fyldestgørende overblik over værdierne i det selskab og derved KNI som koncern. Dermed er der heller ikke overblik over, hvad der præcist er af varer på lageret - som for eksempel dagligvarer - og hvad de er værd.

LÆS OGSÅ KNI starter generalforsamling i skyggen af tunge skandalesager

- Vi tager derfor forbehold for værdiansættelsen og tilstedeværelsen af detail- og engrosvarer i koncernregnskabet på 533 millioner kroner og i årsregnskabet på 498 millioner kroner, materielle anlægsaktiver vedrørende Neqi A/S i koncernregnskabet med 66 millioner kroner, skriver revisoren, der i 2020/21 stadig er Deloitte.

92 millioner er der også tvivl om. Det er penge, som KNI angiveligt har til gode hos andre selskaber - men revisoren kan ikke se tilstrækkelig dokumentation for dem i regnskabet. 

Medarbejder er blevet politianmeldt

KNI har i forbindelse med regnskabet valgt at politianmelde en medarbejder, men KNI’s direktør Jeppe Jensen, vil ikke sige, hvem de har politianmeldt.

- Endelig er det konstateret, at den politianmeldte medarbejder i tillæg med den almindelige lønudbetaling med rettelig indeholdt a-skat, har haft en praksis med udbetaling af vederlag (ofte bonus) udenom lønkontoret til en række medarbejdere uden tilbageholdelse af kildeskat, står der i regnskabet.

Ledelsen kommer ikke ind på beløbet. De kommer heller ikke ind på, hvor mange, de vurderer, er involveret i svindlen og vil heller ikke svare på det, da KNR spørger.

Sermitsiaq.ag har dog tidligere erfaret, at et unavngivet medlem af KNI’s ledelse har overført 7.566.403,46 kroner til et nært familiemedlem mellem 2013 og 2018.

Selvom KNI er rystet i dets fundament, står selskabet umiddelbart stadig stabilt med en egenkapital på 1,375 milliarder kroner.