Nye regler for sygeplejersker er ikke klappet af med Naalakkersuisut

Det kan tage tre måneder at få titlen som dansk sygeplejerske, hvis man er uddannet i Grønland. Det er "ikke sket efter klar aftale med Naalakkersuisut", siger naalakkersuisoq for sundhed.
- Denne ændring af procedurerne er ikke sket efter klar aftale med Naalakkersuisut, siger Kirsten Fencker. Foto © : KNR
Skrevet af Malik Brøns
05. oktober 2021 11:28

Det kan tage tre måneder at få titlen som dansk sygeplejerske, hvis man er uddannet i Grønland eller på Færøerne.

Sådan var det ikke før 2020 - i februar sidste år blev reglerne nemlig ændret. 

Det sker kort sagt fordi, at Grønland ikke er en del af EU. 

Autorisationskrav i Danmark hvis man er uddannet i Grønland og Færøerne

 

For at få en autorisation skal man:

  • være statsborger i et nordisk land, et EU-land, Liechtenstein eller Schweiz
  • have en grønlandsk eller færøsk uddannelse som sygeplejerske
  • sende styrelsen for patientsikkerhed dokumentation for identitet, fødselsdata, uddannelse, erhvervserfaring og professionelle status
  • forvente en tre måneders sagsbehandlingstid

Kort sagt så bliver det grønlandske uddannelse anset som en uddannelse, som ikke er anerkendt af EU.

Og den ændring er ikke sket efter aftale med Naalakkersuisut, siger Kirsten Fencker, der er naalakkersuisoq for sundhed (Naleraq).

- Denne ændring af procedurerne er ikke sket efter klar aftale med Naalakkersuisut, siger hun i et skriftligt svar.

Rune Olsen oplevede selv, at det tog ham tre måneder at blive godkendt som sygeplejerske i Danmark.

Han blev færdiguddannet i 2019 og flyttede til Danmark i år med sin forlovede og deres to børn for at prøve nyt liv. Han søgte arbejde som sygeplejerske i maj.

På trods af at han har været ansat i sundhedsvæsenet i to år måtte han kæmpe og vente i tre måneder for at få titel som sygeplejerske i Danmark, fortalte han i går til KNR. 

Han var nemlig ikke klar over, at reglerne var blevet ændret sidste år. 

LÆS OGSÅ Grønlandsk sygeplejerske i klemme i Danmark

- Jeg måtte selv læse mig frem til flere love og EU-direktiver, fordi der var ingen, der ville hjælpe eller henvise mig til noget, siger Rune Olsen.

Efter mange mails mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og Rune Olsen kom det endelig på plads i slutningen af august - og han har nu fået sin autorisation og arbejder som sygeplejerske. 

Nu er der kommet politisk reaktion på sagen.

Inuit Ataqatigiits Inatsisartutmedlem, Sofia Geisler, har spurgt naalakkersuisoq for sundhed om baggrunden for ændringen af, at grønlandsk uddannede sygeplejersker skal ansøge, hvis de ønsker dansk autorisation.

Og ifølge naalakkersuisoq er ændringen altså ikke sket efter aftale med Naalakkersuisut:

- Departementet for Sundhed er ved at afklare mulighederne for at opnå en automatisk gensidig anerkendelse af sygeplejerskers autorisationer mellem Grønland og Danmark, siger Kirsten Fencker i det skriftlige svar til Sofia Geisler.

KNR har bedt om et interview med Kirsten Fencker - men hun henviser blot til hendes svar til Sofia Geisler.