Qarsoq Høegh-Dam er træt af de samme 'undskyldninger' for ikke at overtage ansvarsområder
I næsten to årtier har Qarsoq Høegh-Dam (N) lyttet til de samme forklaringer, når spørgsmålet om Grønlands overtagelse af danske ansvarsområder bliver rejst.
- ‘Tingene er ikke klar endnu’, ‘Danmark har negligeret’, ‘vi har ikke politifolk nok’, lister Qarsoq Høegh-Dam op og fortsætter:
- De ting jeg hørte som 18-årig, hører jeg stadigvæk i dag som 36-årig. Det er jeg træt af.
Nu vil han bruge de næste fire år på at ændre det.
Målet er, at de mere end 30 områder, som Danmark fortsat har ansvaret for, bliver løftet til det niveau, selvstyreloven kræver.
- Så der ikke længere er undskyldninger hjemme i Grønland for ikke at overtage dem, siger han.
Kun 11 dage før folketingsvalget, der løb af stablen for godt en måned siden, meldte Qarsoq Høegh-Dam sit kandidatur ud i en video på sociale medier – med et smil på læben og en kop kaffe i hånden, hvor der stod “Folketinget”.
Han blev valgt ind for Naleraq med over 4000 personlige stemmer.
På kontoret i København, som han har overtaget fra sin søster og partifælle Aki-Matilda Høegh-Dam, fylder et stort Erfalasorput den ene væg. På bordet står et hvalroskranie.
Han har særligt én ambition i Folketinget.
- Min fornemmeste opgave for, at vi kan opnå statsdannelse, er, at der ikke længere skal være undskyldninger for ikke at gå i den retning, hvis vi ønsker det, siger han.
Efterlevn fra kolonitiden
Mens partierne herhjemme er enige om at ønske selvstændighed på sigt, er de store spørgsmål hvornår og hvordan.
Spørger man Qarsoq Høegh-Dam, bør man ikke tøve med at aktivere paragraf 21. Det er den paragraf i selvstyreloven, der beskriver vejen mod selvstændighed.
- Personligt synes jeg selvfølgelig, at vi er klar til at tage det skridt.
Det er ikke en proces, der vil ske over en nat, fortsætter Qarsoq Høegh-Dam. For det vil kræve forhandlinger om, hvilken struktur, man ønsker.
Ønsket om at være herre i eget hus har i mange år præget hans politiske standpunkt.
- Det første, man får fortalt, når man ser kritisk på historien, er, at man sætter sig selv i en offermentalitet. Men det er ikke særlig lang tid siden, vi var en koloni.
Koloniseringen trækker tråde op til i dag, fortsætter Qarsoq Høegh-Dam. Hans far er født, mens Grønland var en koloni. Da han selv var lille, gik han i en dansk vuggestue, fordi der ikke var plads i den grønlandske vuggestue, som lå i samme bygning.
I 1990'erne voksede han op i et skolesystem med opdelte danske og grønlandske klasser - et system, der stadig bar præg af den tidligere 'danificering'.
- Vi har en masse efterlev fra kolonitiden, som stadig eksisterer, også selvom vi har overtaget ansvarsområderne. Så selvfølgelig kan man ikke bare sige, at det er et forbigående kapitel.
Landet er i eksistentiel krise
Samtidig går Grønland ifølge Qarsoq Høegh-Dam igennem en ‘eksistentiel krise’, da retten til selvbestemmelse er under pres, siger han.
- Den sættes ikke kun på spil af internationale aktører og magter, der prøver at blande sig i vores interne anliggender.
Det udløste en geopolitisk krise, da den amerikanske præsident Donald Trump gentagne gange sagde, at Grønland burde være en del af USA.
Krisen kulminerede i januar, hvor daværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, og fungerende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, mødtes med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, og vicepræsident J.D. Vance.
Her blev der nedsat en arbejdsgruppe mellem de tre lande, der skal finde løsninger på konflikten.
Fra den fungerende danske statsminister Mette Frederiksen, der lige nu er i gang med at undersøge, om hun kan danne en ny dansk regering efter valget, har det gentagende gange lydt, at Grønlands fremtid er op til grønlænderne at bestemme.
Alligevel mener Qarsoq Høegh-Dam, at man også i Danmark har svært ved at respektere Grønlands ret til selvbestemmelse.
- Selvom vi er et folk i henhold til folkeretten, er der mange, også internt i kongeriget, der tager det op til debat, som man gør fra Dansk Folkeparti og andre borgerlige partier. En del af den danske befolkning ønsker at beholde Grønland, selvom vi har ret til selvbestemmelse. Det er en trist udvikling, siger han.
Derfor vil Qarsoq Høegh-Dam arbejde for, at Grønland bliver inddraget i alt, der har med landet at gøre.
Han kræver blandt andet, at Inatsiartutmedlemmer får adgang til de samme udenrigspolitiske informationer, som de danske folketingspolitikere får som medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn.
Samtidig vil han arbejde for, at sager som ‘spiralsagen’ ikke trækker i langdrag, og at der ikke bliver sparet på ansvarsområder i Grønland.
- Man bliver nødt til at acceptere, at det er nye tider, og at det grønlandske folk er et folk i sig selv med ikke kun selvbestemmelsesrettigheder, men også stolthed og selvtillid til at tale om de her sager, siger han.