Nye bilafgifter på vej

Naalakkersuisut vil ændre afgifterne på biler, så ejerne ikke længere skal betale afgift efter hvor meget køretøjet vejer, men efter hvor langt bilen kører på literen. Det fremgår af et lovforslag, som Naalakkersuisut i øjeblikket har i høring.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
12. juni 2017 07:29

Brug af miljøvenlige køretøjer skal understøttes ved mere lempelige skatte- og afgiftssatser hedder det i oplægget til et lovforslag som Naalakkersuisut i øjeblikket har sendt i høring.

Ifølge lovforslaget skal ejere, der indregistrerer deres bil fra og med 1. januar 2018 betale afgift efter hvor langt bilen kører på literen og altså ikke efter bilens egenvægt, som det er tilfældet nu.

- I forlængelse af koalitionsaftalen er der udarbejdet vedlagte lovforslag, som har til overordnede formål at tilskynde til køb af mere miljørigtige biler og gøre op med henstillede køretøjer i bybilledet, skriver departementet for finanser og skatter om lovforslaget.

LÆS OGSÅ Små miljøbiler hitter

Forslaget inddeler biler i 10 energiklasser for de to brændstoftyper - benzin og diesel, og de biler der sluger mest benzin eller diesel, bliver altså dyrere i afgift.

Som eksempel nævnes en Toyota Rav 4, der er en populær bil her i landet. I øjeblikket koster den 10.746 kroner om året i motorafgift. Vedtages lovforslaget, så vil en benzindrevet model, der kører mellem 12,5 og 14,2 km på literen koste 15.300 om året i afgift - altså en stigning på 4.554 kroner.

LÆS OGSÅ Stor stigning i antallet af biler på vejene

De nye motorafgifter skal kun gælde for biler, der bliver indregistreret efter 1. januar 2018.

Udover at ændre motorafgiften ønsker Naalakkersuisut også at ændre den såkaldte indførselsafgift, som borgerne betaler ved køb af en ny bil.

Også denne afgift skal i fremtiden afhænge af, hvor langt bilen kører på literen.

Elbiler skal fortsat være fritaget for afgifter ifølge forslaget.