Ny undersøgelse: Nuuk vil mangle overnatningssteder fra 2027

Med den nye lufthavn i Nuuk skal der også følge flere overnatnings- og spisesteder med i byen. Den eksisterende kapacitet vil ikke være nok, hvis turismen stiger.
Udbuddet af senge er langt fra stort nok til at følge med efterspørgslen de kommende år, viser en ny undersøgelse. Foto © : Hotel Nordbo
20. juni 2024 13:41

Når den nye lufthavn i Nuuk er helt oppe at flyve, og det store atlantfly også kan lande, stiger behovet for overnatningssteder også. Det viser en undersøgelse lavet af Visit Greenland og Visit Nuuk. 

Undersøgelsen spår, at der vil være for få overnatnings- og spisesteder i hovedstaden allerede i september 2027.

Til gengæld forudser undersøgelsen, at der vil være nok oplevelser i byen til det stigende antal turister, som man forventer bliver en positiv effekt af den nye lufthavn.

Derfor er der et massivt behov for, at der bliver opført flere steder at sove, hvis landet skal have glæde af muligheden for flere turister.

I dag er der godt 1.000 senge inde i hovedstaden fordelt på hoteller, hotellejligheder og vandrehjem, mens der er godt 300 senge forskellige steder inde i fjorden, fordelt på camps og hytter. 

Men det er altså langt fra nok, hvis man skal tro på de nye tal fra undersøgelsen. Og det samme gør sig gældende med spisesteder. Her estimeres det nemlig også, at der vil være for få til at kunne bespise alle, der er i byen, når højsæsonen topper.

Lufthavne udskudt igen og igen

Den nye internationale lufthavn i Nuuk har været længe ventet og forsinket flere gange, men den står helt klar 28. november, forsikrede direktør for Greenland Airports Jens R. Lauridsen tidligere i juni.

I weekenden kunne Greenland Airports dog melde ud, at lufthavnsterminalen blev forsinket - igen. Årsagen til forsinkelsen denne gang er, at brandmyndighederne havde anmærkninger til bygningen.

Det var ellers meningen, at passagerer fra i mandags 17. juni skulle tjekke ind i den nye terminal, men flyve fra den gamle landingsbane. Det er dog udskudt til på mandag 24. juni.

I et skrifteligt svar til Sermitsiaq forsikrer Greenland Airports dog, at den første atlantflyvning kan tage sted 28. november til trods for udskydelsen af åbningen. Det skriver mediet tirsdag.

Heller ikke i Ilulissat går byggeriet efter planen. Her bliver lufthavnen først færdig til åbning i slutningen af 2026.