Greenland Travel tror på turistboom
Selvom der stadig er over et år til, de to internationale lufthavne åbner i Nuuk og Ilulissat, er forberedelserne så småt gået i gang allerede. Det fortæller administrerende direktør i Greenland Travel Peter Bastrup.
- Vi er jo selvfølgelig begyndt at forberede os på, at der sker nogle ændringer, når de to nye atlantlufthavne efter planen åbner. Det gør Grønland lettere tilgengængelig, og vi vil opleve mere rejsen til og fra landet, end det vi ser i dag, siger han.
Og selvom udsigterne til to nye internationale lufthavne er blevet udsat, så det først er fra slutningen af 2024, der kan rejses direkte til Ilulissat og Nuuk fra udlandet, er forventningerne store, og derfor er forberedelser det samme.
Nuuk kan blive nyt turistmekka
Særligt Nuuk, tror Peter Bastrup, kan blive et stort turistmål. Derfor har de i Greenland Travel valgt at sætte alt ind på at gøre det til målet for de mange turister, som i fremtiden vil besøge Grønland og særligt landets hovedstad.
- Så småt har vi jo gjort det, at vi har prøvet at lave nogle længere rejser til Nuuk, så vi fra 2025 er klar til at få et endnu større fokus på Nuuk som turistdestination.
Og de to lufthavne betyder ikke kun, at der vil være flere ferierende gæster i byen – de vil også blive længere i byen, mener Peter Bastrup:
- Vi tror på, at turismen i Nuuk kommer til at vokse, som også gør, at turister bliver lidt længere i Nuuk. Så vi er allerede ved at tilpasse de pakkerrejser, vi sælger til Grønland, til den fremtid, siger han.
Lokale gør klar til at lokke turisterne til
Og ifølge Peter Bastrup, er det ikke kun dem i Greenland Travel, som forbereder sig til en fremtid med Nuuk som et sandt ferieparadis:
- I takt med, at der ikke er så lang tid til, at lufthavnen åbner i Nuuk, så er også der flere og flere aktører, som er gået i gang med at lave produkter rettet mod turisterne. Så der er langt flere oplevelsesmuligheder i Nuuk, end der var år tilbage, siger han og forsætter:
- Mulighederne for at komme ud at sejle, for at opleve noget i løbet af dagen og alle de her ting, er jo blevet meget større, end de har været. Det er jo med til at holde turisterne i Nuuk i flere dage.