Ny lufthavnsterminal i Nuuk udskudt
Greenland Airports må udskyde åbningen af den nye lufthavnsterminal.
Terminalen er nemlig ikke blevet klar til den planlagte åbning den 17. juni, og derfor skal rejsende fra Nuuk fortsat benytte den gamle terminal, som de plejer.
Det skriver Greenland Airports i en pressemeddelelse.
”Det er selvfølgelig lidt af en mavepuster, at vi ikke kan åbne i morgen som planlagt. Når det er sagt, så gik inspektionerne overordnet godt. Security blev godkendt, men vi har fået enkelte anmærkninger fra brandmyndighederne, som vi sørger for at rette op på hurtigst muligt,” fortæller Jens Lauridsen, der er CEO i Greenland Airports, i pressemeddelelsen.
Processen med at åbne en ny lufthavnsterminal er omfangsrig, og en del af processen er, at bygningen skal opfylde en lang række myndighedskrav.
De krav er det ikke lykkedes at komme i mål med. Trafikstyrelsen har godkendt terminalens nye security, men brandmyndighederne havde altså nogle anmærkninger. Det blev konklusionen efter weekendens inspektioner.
Brandmyndighedernes anmærkninger skal nu ordnes, inden lufthavnsterminalen kan tages i brug.
”Det er et kæmpe projekt med mange detaljer og nye komplicerede processer, der alle skal være i orden, før vi kan åbne. Det er et grundvilkår, når man driver lufthavne. Men nu står vi lige ved målstregen. Det er jeg faktisk enormt stolt af, og meget snart er vi helt i mål og kan endelig byde de første passagerer velkommen i vores nye og flotte terminal,” tilføjer Jens Lauridsen i pressemeddelelsen.
Greenland Airports vil melde en ny åbningsdato ud snarest.