Ny forkvinde i spidsen for den grønlandske Oscar Komite

1. april satte Nina Paninnguaq Skydsbjerg sig for bordenden af den grønlandske Oscar Komite med ambitionen om, at grønlandske film skal til at ’hive Oscars hjem’.
Nina Paninnguaq Skydsbjerg har ambitioner om, at grønlandske film skal til at vinde Oscar statuetter. Foto © : Jørgen Chemnitz
04. april 2024 09:22

Det er et spørgsmål om tid, før Grønland vinder en Oscar, mener den nye fungerende forkvinde for Grønlands Oscar Komite, Nina Paninnguaq Skydsbjerg.

Hun tiltrådte som forkvinde i mandags og har store ambitioner på vegne af den grønlandske filmbranche.

- Den grønlandske filmbranche er noget af det, jeg brænder allermest for, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi begynder at hive Oscars hjem, siger Nina Paninnguaq Skydsbjerg i en pressemeddelelse.

Kræver politisk prioritering

Hun understreger dog, at det kun kan lade sig gøre, hvis ambitionerne er lige så høje hos landets politikere, som de er i branchen.

- Branchen er lille men stærk, og vi har en masse talent, der venter på at blive prioriteret, så resten af verden også kan få lov at se, hvad vi kan, fortæller den nye fungerende forkvinde.

Den grønlandske Oscar Komite blev godkendt af det amerikanske Oscar Academy sidste år, og det betyder, at komiteen på vegne af Grønland kan nominere grønlandske film til at konkurrere om de eftertragtede statuetter.

Sidst en grønlandsksproget film var nomineret var sidste år, da kortfilmen Ivalu var med i kampen om guldstatuetten.