Politisk kommentator: Muté B. Egede står stærkt forud for kommende valg
Skæringsdatoen for, hvornår næste Inatsisartut-valg senest skal stå, er 6. april. Om under et år.
Det bærer dette års efterårssamling i Inatsisartut præg af, mener Ineqi Kielsen, KNR’s politiske kommentator.
- Man kan se, at der er mange borgernære beslutningsforslag, der bliver fremlagt af Inatsisartut, hvilket indikerer, at der snart kommer valg, siger han.
Dog har valgtrommerne lydt længe efterhånden.
Sidst de larmede, var da dele af Siumuts bagland tilbage i februar udtrykte frustration over den politik, som blev ført i selvstyretårnet.
Dengang var det især udsigten til en ny fiskerilov, som der var utilfredshed omkring.
- Hvis den nuværende koalition fastholder fiskeriloven, som den ser ud nu, mener vi, at der skal udskrives valg, sagde Enok Sandgreen, næstformand for Siumut i Aasiaat, dengang.
Men forårssamlingen startede, gik sin gang og fiskeriloven blev som bekendt vedtaget.
Nu hvor efterårssamlingen er lige om hjørnet, begynder valgtrommerne at buldre på ny.
Fordele og ulemper ved valg nu
Ineqi Kielsen, der tidligere har været medlem af Inatsisartut for Siumut, men nu har meldt sig ud af sit tidligere parti, mener, at Mute B. Egede står stærkt i Inuit Ataqatigiit.
Derfor ville det ikke være helt utænkeligt, at formanden for naalakkersuisut udskriver valg under sin åbningstale 20. september.
- Og fordelen er, at han har en finanslov, som koalitionen har fremlagt, og hvor de kan forsvare, at de har ført en ansvarlig politik, siger Ineqi Kielsen.
Den største ulempe ved at placere et valg i efteråret er noget så udspekuleret som vejret.
- Vi ved godt, at efterårsvejret er ret ustabilt langs hele kysten. Vi kan allerede se mange forsinkelser. Både i Sydgrønland og Nordgrønland, siger Ineqi Kielsen.
Dårligt vejr og flyforsinkelser gør det svært at mobilisere kandidater under en valgkamp.
- Derudover ved man også godt, at KNR har brugt sit budget, og derfor ikke lige har et par hundrede tusinde til at rejse rundt for. Man har ret begrænsede ressourcer til TV-debatter, fortsætter Ineqi Kielsen.
Politikerne er for enige
Uanset om der er et valg på vej inden for den næste måned eller det næste halve år, bør politikerne begynde at positionere sig i stedet for at lege, at de er enige, pointerer Ineqi Kielsen.
Det bliver de nødt til, hvis de skal gøre sig håb om at vinde vælgernes gunst.
- Det er som om, man prøver at være den, der giver mindst og lover mindst.
- Der mangler løfter nu, så vi kan høre, hvad forskellene på partierne i Inatsisartut er. Hvad vil de gerne i fremtiden? Hvorfor skal vi vælge partierne? Det ville være rart at høre, hvad de gerne vil ude i fremtiden, siger han.
Tror du, man til den her samling vil kunne mærke på stemningen, at der er et valg på vej?
- Jeg tror, der kommer til at være nogle hårde debatter i salen. Og så tror jeg, at oppositionspartierne er klar til at fortælle vælgerne, at det er deres tur nu, siger han.
- Det bliver spændende at se, hvordan IA og Siumut vil agere.
- Lige nu er de enige med hinanden hele tiden. Måske vil man komme til at se forskellene på dem, eller måske vil der opstå situationer, hvor enkelte medlemmer kommer til at markere sig og fortælle en helt anden historie end den, som koalitionen har.
Efterårssamlingen er i år blevet delt i to. Første del løber fra 20. september til 21. november. Anden del fra 4. februar næste år til og med 19. februar 2025.