Ny direktør i Det Grønlandske Hus: Ligheder mellem Nordjylland og Grønland skal hjælpe tilflyttere

Ligheder mellem grønlændere og nordyder kan hjælpe integrationen af grønlandske borgere i Danmark, mener ny direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg. 
Anna Lynge tiltæder som direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg efter årsskiftet. Foto © : Privat
02. januar 2023 07:21

Åbent hav, kyster og fiskeri, et stille folk og stor gæstfrihed.

Grønland og Nordjylland har mange fællestræk. Måske er det en af årsagerne til, at Nordjylland i mange år har været den landsdel i Danmark, som flest grønlændere er flyttet til i forhold til indbyggertallet.

Og blandt dem er Anna Lynge, som har boet i Nordjylland i over 20 år. 2. januar sætter hun sig i direktørstolen i Det Grønlandske Hus i Aalborg, som hun selv er flittig bruger af.

Blå bog: Anna Lynge
 

Årgang 1973


Født i Narsaq, primært opvokset i Nuuk


Datter på 21 år, søn på 17 år, samlever Poul.


Uddannet lærer fra Hjørring Seminarium i Danmark


Arbejdet på blandt andet Ranum Efterskole i Nordjylland og på Aalborgs uddannelsescenter for teenagere, Ung AUC.


Har gennem årene været aktiv i mange grønlandske foreninger i Nordjylland, været bestyrelsesformand i Det Grønlandske Hus i Aalborg og har plads i Aalborg Kommunes Integrationsråd.

- Jeg har gennem rigtig mange år har haft tilknytning til Det Grønlandske Hus. Så derfor var det - efter lang betænkningstid - oplagt, at jeg søgte stillingen, fordi jeg mente, at jeg har kaliberen til det, siger Anna Lynge til KNR.

I den kaliber ligger blandt andet et stort engagement gennem årtier i de grønlandske foreninger i Nordjylland. Et engagement, som hun føler har været en 'forpligtigelse som menneske'.

Senest har hun også været bestyrelsesformand for det hus, hun nu bliver direktør i, ligesom hun også har plads i Aalborg Kommunes Integrationsråd.

Nordjylland er et godt sted for grønlændere

Anna Lynge er født i Narsaq i Sydgrønland og har tilbragt det meste af sin barndom i sin mors fødeby, Nuuk. Hun har også boet i både Uummannaq og Australien, før hun tog en læreruddannelse i Hjørring i Nordjylland.

De sidste 11 år har adressen været i Aalborg, mens hun har arbejdet på forskellige uddannelsesinstitutioner, blandt andet Ranum Efterskole, som hvert år har adskillige grønlandske elever.

LÆS OGSÅ Anna Lynge er ny direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg

I hendes øjne kan Nordjylland 'noget helt særligt', dels på grund af geografien.

- Det er relativt tæt ved vand, som vi jo er vokset op ved. Så det er jo oplagt, at man vælger at bosætte sig centralt i Aalborg, men også have adgang til offentlig transport til at tage til enten Kattegat eller Vesterhavet.

Og dels er Nordjylland et godt sted for grønlændere, som vil studere eller arbejde.

- Nordjylland har rigtig mange uddannelsestilbud, både i forhold til at skulle videreuddanne sig og til at skulle integrere sig et nyt sted. Og nordjyderne er ekstremt modtagelige for folk med anden etnicitet, siger Anna Lynge.

Og der er et stigende behov for hjælpe grønlændere med at falde til i det danske samfund, mener Anna Lynge. Én af vejene til det er at udbrede kendskabet på både uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser om det moderne Grønland - og ikke 'myten Grønland'.

- Jeg har nogle visioner om at synliggøre den nuværende grønlandske kultur mere og skabe forståelse for, hvad Arktis er. På den måde kunne jeg godt tænke mig, at Det Grønlandske Hus fik en tydeligere rolle i forhold til at gøre Grønland mere synlig på en mere brugbar måde, siger Anna Lynge.

Også flere grønlændere, der har boet mange år i Danmark, har behov for hjælp til et bedre liv i landet. 

- Man skal blive mere opmærksom på, hvad der er fordele og ulemper ved at være grønlænder i Danmark, siger Anna Lynge.

Overvejer at flytte huset

De Grønlandske Huse i Danmark har en lang række faste forpligtigelser, blandt andet inden for socialrådgivning, studievejledning og kulturformidling, ligesom huset i Aalborg også er med til at holde Grønlands Nationaldag.

Alle disse ting skal naturligvis fortsætte, understreger Anna Lynge. Men hun ser gerne, at huset bliver lettere at bruge for folk, der kommer lige fra gaden. Og det halter lidt, som det er i dag, mener hun.

Foto © : Privat
49-årige Anna Lynge er et kendt ansigt i det grønlandske miljø i Nordjylland.

For nok er den nuværende placering af Det Grønlandske Hus praktisk med en adresse centralt i Aalborg og tæt på offentlig transport. Men huset er i tre etager uden elevator, som er en udfordring for mange ældre brugere af huset.

Især de mange, som gerne vil mødes til måltider i køkkenet på 2. sal.

Samtidig er udsigten så-som-så ud til en støjende og trafikerende vej.

I længere tid har Anna Lynge derfor tænkt på, at huset kunne få en lidt bedre placering.

- Vi er født og opvokset med havudsigt. Og fjorden vil være tiltalende for mange grønlændere at være i nærheden af. Så det vil være oplagt at få et hus, en adresse eller et lod i nærheden af Limfjorden. Det er selvfølgelig en langtidsvision, men det er noget, jeg kommer til at arbejde hårdt på, siger Anna Lynge. 

Anna Lynge overtager posten som direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg efter Bo Albrechtsen, som efter fire år i stolen er flyttet tilbage til Grønland.