Anna Lynge er ny direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg
Fra årsskiftet kan grønlændere og andre med tilknytning til Grønland i Nordjylland glæde sig over en ny kvinde i spidsen for Det Grønlandske Hus i Aalborg.
2. januar tiltræder Anna Lynge nemlig som ny direktør for huset.
Det oplyser Det Grønlandske Hus i Aalborg.
Anna Lynge har boet 21 år i Nordjylland og er et kendt ansigt i huset og byen.
LÆS OGSÅ Direktør for Det Grønlandske Hus vender hjem
Siden 2019 har hun været forperson for husets bestyrelse og i mange år været aktiv i de grønlandske foreninger i Nordjylland.
Siden 2022 har Anna Lynge også været forperson for Integrationsrådet i Aalborg Kommune.
Den nye direktør har en baggrund inden for undervisningsverdenen, blandt andet har hun indervist på VUC i Danmark, ligesom hun har undervist unge på Ranum Efterskole i Nordjylland, som har mange elever fra Grønland.
Anna Lynge overtager direktørposten fra Bo Albrechtsen, som i efteråret besluttede at vende hjem til Grønland for en stilling i Ilulissat.