Nukissiorfiits øverste direktør stopper

Mandag stoppede Michael Pedersen som energidirektør i Nukissiorfiit. Årsagen til den pludselige afgang er fortrolig.
Michael Pedersen har siddet i Nukissiorfiit som energidirektør siden 2015 og var året inden konstitueret direktør. Foto © : Jonas Fievé/KNR
01. oktober 2019 06:20

Energiselskabet Nukissiorfiits øverste direktør stopper øjeblikkeligt.

Mandag fratrådte energidirektør, Michael Pedersen sin stilling, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Der er tale om en gensidig aftale. Men hvad årsagen til den pludselige fratrædelse er, bliver ikke oplyst.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit trækker tidligere meldinger tilbage om vandet i Uummannaq

- De nærmere detaljer om aftalen er underlagt fortrolighed, skriver Naalakkersuisut.

Nukissiorfiit har den seneste tid haft alvorlige problemer med vandet i Uummannaq. Søndag blev vandværkets vand erklæret rent efter over en halv måned med forurening. Men allerede mandag måtte energiselskabet trække godkendelsen af vandværkets vand tilbage igen.

LÆS OGSÅ Vandet er rent i Uummannaqs vandværk - ikke i vandhanerne

Nukissiorfiits økonomidirektør Claus Andersen-Aagaard konstitueres som energidirektør.

Michael Pedersen blev i 2014 konstitueret energidirektør og har siden 2015 siddet i stillingen som øverste direktør i energi og forsyningsselskabet.