Vandet er rent i Uummannaqs vandværk - ikke i vandhanerne

Vandværket i Uummannaq kan nu igen levere rent vand. Men det kan rør og vandhaner ikke. Så vandet må endnu ikke drikkes.
Vandet i Uummannaqs vandværk er nu godkendt af myndighederne. Foto © : KNR / Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Thomas Munk Veirum
30. september 2019 07:12

Vandet i vandhanerne i Uummannaq må fortsat ikke drikkes, men til gengæld kan byens vandværk levere rent vand.

Søndag aften fortæller forsyningsselskabet Nukissiorfiit i en pressemeddelelse, at vandet fra vandværket i Uummannaq nu er godkendt af myndighederne og kan bruges til drikkevand igen.

Men godkendelsen gælder kun for selve vandværket og ikke for byens vandledningsnet. Derfor må borgerne fortsat ikke drikke af det vand, der kommer ud af hanerne rundt om i byen.

LÆS OGSÅ Olieforurenet vand i Uummannaq må stadig ikke drikkes

Nukissiorfiit arbejder på højtryk på at få godkendt vandet i vandledningsnettet og de private vandtanke.

I øjeblikket kan borgere, der er koblet til vandledningsnettet, bruge deres vand til bad, opvask og tøjvask. Borgere med vandtank kan bruge vandet til håndvask, tøjvask og rengøring.

- Hvis en vandhane ikke har været i brug siden problemerne med olieforurening blev kendt, skal man lade vandet løbe et stykke tid inden vandet tages i brug, skriver Nukissiorfiit.

LÆS OGSÅ Peter Grønvold fra Uummannaq: Forfærdeligt at leve uden rent vand

Det var 11. september, at en medarbejder forvekslede en tønde med transformerolie med klor. Olien blev hældt i vandet, og uheldet blev først opdaget fredag 19. september. Siden har borgerne ikke måtte drikke vandet.

Efter at vandet fra vandværket nu er godkendt til drikkevand, er Nukissiorfiit i dialog med Avannaa Seafood og Royal Greenland om levering af rent vand via tankbiler.

Hvis det kan lykkes kan indhandlingen på de to fabrikker genoptages:

- Det er forhåbningen, at en løsning kan meldes ud i løbet af mandag d. 30. september, skriver Nukissiorfiit søndag aften.