Trafikal luftforurening: Nu reagerer lokalpolitiker på den sundhedsskadelige luft
Når udstødningsrørene fra landets køretøjer pumper sundhedsskadelige partikler ud i luften, har det sundhedsskadelige konsekvenser.
Så meget blev for nyligt slået fast af Kåre Press-Kristensen, miljøingeniør og ph.d. i partikelforurening.
Han foreslog, at der bør indføres partikelfiltre på bilerne.
Justus Hansen (D) er formand i udvalget for byudvikling og anlæg i Kommuneqarfik Sermersooq.
Og de sundhedsmæssige konsekvenser gør indtryk:
- Det er jo tankevækkende. Jeg er selv gammel automekaniker og ved, hvor vigtige partikelfiltre er.
Alligevel peger politikeren på, at det ikke er så let endda at løse problemet.
Derfor mener Justus Hansen, at politikerne bør tage skrappere midler i brug - såsom helt at fjerne mortorafgiften på nye køretøjer.
- Vil man nedsætte udledningen på en effektiv måde, er en lavthængende frugt at nedsætte afgiften eller fjerne den helt.
Forurening uden kontrol
Siden 2011 har der været krav om, at alle nye biler i Danmark skal have et partikelfilter.
Ligeledes skal alle bilejere til bilsyn hvert andet år. Her tjekkes bilernes miljøtilstand blandt andet, så de sikres at have mindst mulig udledning af sundhedsskadelige partikler.
Men ifølge Justus Hansen vil det ikke være løsningen at indføre et krav om partikelfilter på de eksisterende køretøjer her i landet.
- Det er en kæmpe udfordring at indføre lokalt i byer og bygder, fordi det vil påføre kæmpe udgifter for den lokale mand og entreprenør eller lignende, fortæller Justus Hansen.
Men det kan ikke være nødvendigt at indføre et krav om partikelfiltre, når det er så sundhedsskadeligt, selvom det vil koste penge for den enkelte bilist at investere i?
- For det første er det også politikernes ansvar at sikre bedst mulig udvikling i samfundet. For det andet, hvis man er entreprenør i forvejen og bygger boliger til befolkningen, så er man nødt til at lægge mere til kvadratmeterprisen, hvis man skal udskifte sin lastbil. Så er det op til politikerne at overveje, om man vil det ene eller det andet.
- Det er jo sat helt vildt på spidsen, men uanset hvad hænger det sammen på den måde.
Sænk afgiften
I stedet mener Justus Hansen, at man bør sænke afgifterne på køb af nye biler, så flere har råd og lyst til at udskifte deres gamle køretøjer til nye og mere miljøvenlige køretøjer, der enten allerede har partikelfiltre eller er eldrevne.
- Man er nødt til at tage fat i roden på problemet. Og dét er, at man ikke kan udskifte sine køretøjer, fordi det er så dyrt.
- Der skal være en økonomisk gulerod. Man har vedtaget lavest mulig motorafgift på hybridbiler, og elbiler er helt undtaget. Men det er sværere med entreprenørmaskiner og dieselbiler, som er de store syndere i det her spil.
I har vel også et ansvar som kommune?
- Vi har et kæmpe ansvar, fortæller Justus Hansen.
- For nyligt havde vi besøg fra Tromsø. De har gjort det forbudt i midtbyen at bruge fossilbaserede entreprenørkøretøjer. Der bruger man el-gravekøer og sådan nogle ting i bymidten. Den mulighed er der jo også. Men igen så skal økonomien hænge sammen for den enkelte entreprenør.