Nu har mere end 700 skrevet under: Derfor vil vi have Markus Olsen tilbage som præst
En trommedans i kirken og et kongehus og Naalakkersuisut, der ikke blev nævnt i prædiken. Det er årsagen til, at præst Markus E. Olsen blev suspenderet i slutningen af juni.
Det skete efter en gudstjeneste på nationaldagen, som blev sendt direkte i KNR radio. Kort efter blev han suspenderet.
Dét er en fejl, mener mere end 700 mennesker. I skrivende stund har 753 mennesker skrevet under på, at Markus E. Olsen skal genindsættes som præst i Nuuk.
Markus E. Olsen er lige nu suspenderet fra sin stilling.
Det betyder, at han er midlertidigt fritaget fra at gå på job.
Ifølge sermitsiaq.ag har menighedsrådet ikke fået oplyst præcist, hvorfor præsten er blevet suspenderet.
Men ifølge en pålidelig kilde sker suspenderingen, fordi Markus E. Olsen ikke spurgte om tilladelse til at bruge trommedans i kirken og ændre i ritualet under en gudstjeneste på nationaldagen.
KNR har talt med flere menighedsrådsmedlemmer rundt om i landet om sagen. De er ikke enige.
Det er en anonym, der har startet indsamlingen af underskrifter. ”Folk har brug for spirituelt sammenhold. Jeg mener, at præsten bør blive i sin stilling”, står der.
Han vækker mig
En af dem, som har skrevet under, er Buster Berthelsen fra Qinngorput i Nuuk.
- Han vækker mig åndeligt, derfor synes jeg godt om ham, siger Buster Berthelsen til KNR.
- Jeg har været i kirken tre gange og lyttet til ham. Jeg synes også meget godt om, at han kigger smilende på folk, når gudstjenesten er forbi. Jeg har før set andre præster forsvinde lige så snart, afslutningssalmen begynder - som om de ikke gider at holde gudstjeneste. Men Markus ser på folk og smiler, og det elsker jeg!
- Jeg lyttede også til hans tale på nationaldagen. Den elskede jeg. Vi har en præst, som kan vække andre. Hvorfor skal han suspenderes bare på grund af det?
Ifølge en pålidelig kilde sker suspenderingen, fordi Markus E. Olsen ikke spurgte om tilladelse til at bruge trommedans i kirken og ændre i ritualet.
LÆS OGSÅ Præst fritaget for tjeneste: Menighedsrepræsentanter er splittede
Men spørger man Morten Nornild, der er jurist og ekspert i kirkeret, så behøver man ikke at spørge om tilladelse for at tage trommedans med i en gudstjeneste:
- Det tænker jeg faktisk ikke, at man behøver spørge en menighedsrepræsentation om. En præst har lov til at bruge sine egne virkemidler for at få sine pointer i sin prædiken igennem, sagde han til KNR 1. juli.
Kirken skal ikke være så firkantet
Og det har Ole Dorph lagt mærke til. Han er tidligere borgmester i Ilulissat og har også skrevet under på, at Markus E. Olsen skal genindsættes.
- En professor har sagt, at kirken tolker reglerne firkantet, og at der er tale om en mindre fejl. Og en mindre fejl skal jo udløse en mindre konsekvens for præsten. Kirken behøver ikke at være så firkantet, siger Ole Dorph til KNR.
- Trommedansen bør kunne bruges uden store kontroverser. Jeg synes, at vi stadigvæk er alt for indgroet i gamle skikke i kirken, og vi skal altså arbejde på at fjerne det. I stedet skal vi bruge kræfterne på at finde den rette vej for os selv, sige han.
LÆS OGSÅ Ekspert om suspendering af præst: Der er tale om en mindre fejl, som bør udløse en mindre konsekvens
- Jeg mener, at vi nemt og uden så meget snak bør kunne finde en ordning i forhold til gamle traditioner, som er det, som er specielt ved os.
Markus E. Olsen selv har ikke ønsket at udtale sig.
Biskoppen har konsekvent nægtet at kommentere sagen, fordi det er en personalesag.
Du kan se Markus E. Olsens gudstjeneste her.