Nu får menneskets bedste ven sin egen kirkegård i Nuuk

Et borgerforslag bliver til virkelighed, når Nuuks nye dyrekirkegård snart åbner. Anlægsarbejdet har trukket ud, men den frivillige indsats bag projektet har været imponerende, siger en af de ansvarlige bag gravpladsen.
Det kan være en stor sorg, når et kæledyr dør. I Nuuk får borgerne nu mulighed for at give dyrene en reel gravplads. Foto © : Privatfoto
03. juli 2024 12:41

Når et menneske dør, bliver det som regel begravet på kirkegården efterfølgende. Men hvad gør man, når hunden, katten eller kaninen dør?

I Nuuk får dyrene nu deres helt eget sted til livets sidste rejse. Det sker, når en helt ny dyrekirkegård åbner i Qinngorput inden længe.

Den endelige åbningsdato er ikke helt på plads endnu, men det bliver formodentligt i løbet af de næste par måneder. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq, som står bag projektet, i en pressemeddelelse.

- Det sidste arbejde er ved at falde på plads, og det eneste, der mangler, er opgravning af jordunderlaget. Dette kommer i udbud inden så længe, hvorfor vi endnu ikke har en endelig dato for åbningen. Vi forventer dog, at det bliver i slutningen af sommeren 2024, fortæller anlægschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Rudi Birkedal, i pressemeddelelsen. 

Et borgerforslag bliver til virkelighed

Projektet med at give dyrene i hovedstaden en kirkegård begyndte som et borgerforslag stillet via Kommuneqarfik Sermersooqs borgerindragelsesplatform tilbage i sommeren 2021. Projektet fik hurtigt så stor opbakning, at det blev sendt videre til kommunalbestyrelsen og godkendt og vedtaget inden udgangen af samme år. 

Dyrekirkegården er placeret mellem vejen Pisisseq og bjergskråningen af Store Malene. Den vil have plads til 100 gravpladser til dyr, og de første 10 er allerede reserveret inden åbningen. 

Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq

Siden 2021 har kommunen i samarbejde med frivillige kræfter arbejdet på at finde den rette placering, den rette model for forvaltningen af stedet og ikke mindst med det fysiske anlægsarbejde, som altså snart er i mål. 

Og især den frivillige indsats omkring projektet har imponeret hundeinspektør Tom Amtoft, der har det daglige overblik over gravpladserne.

- Jeg er imponeret over alle de frivillige kræfter, som har bakket op om projektet. Uden dem havde det ikke været muligt at etablere en dyrekirkegård i Nuuk, siger han i pressemeddelelsen. 

Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq

Hvis man ønsker et officielt sted at begrave sit kæledyr, når kirkegården åbner, skal man kontakte Donnas Dyreklinik i Nuuk, som står for forvaltningen af dyrekirkegården.