Nu åbner puljen for klimakatastrofehjælp til fiskere, fangere og fåreholdere

Fra i dag kan kan man søge om katastrofehjælp på op til 25.000 kroner.
Egentlig skulle ordningen først starte efter nytår, men den er allerede trådt i kraft her i december. Arkivfoto
18. december 2023 16:02

Nu kan fiskere, fangere og fåreholdere søge om katastrofehjælp, hvis de er ramt på deres levebrød af klimaforandringer. 

Det meddeler Departementet for Fiskeri i en pressemeddelelse.

Egentlig skulle ordningen først starte efter nytår, men den er allerede trådt i kraft her i december. Det skyldes, at især fiskere og fangere i yderdistrikter i Qaanaaq-området og i Østgrønland kæmper for at tjene nok på grund af manglende havis. Hvis isen ikke er farbar, har det stor betydning for, at de for eksempel kan fange sæler. 

- Nogle har ikke haft indtægtsmuligheder i de seneste fire måneder, siger KNAPK-formand Nikkulaat Jeremiassen og fortsætter:

- Det er positivt, at der bliver gjort noget lige nu. Men vi må ikke glemme, at politikerne forsøgte at udsætte det til næste år, da vi demonstrerede i november.

Katastrofer og ulykker

Stigende temperaturer og voldsommere vejr har nemlig betydning for de mange borgere, som arbejder og lever af naturen.

Sådan skal lovgivningen forstås:

Kort fortalt lyder det vedtagne ændringsforslag således:

Naalakkersuisut pålægges at gennemføre en ændring af gældende lov om genetableringsstøtte (…) med henblik på at kunne yde økonomisk hjælp til borgere, herunder fiskere, fangere og fåreholdere, som i udøvelsen af deres erhverv rammes af akutte katastrofelignende forhold.

Her skal katastrofelignende forhold forstås som en situation, som kan opstå pludseligt og uforudsigeligt, og som samtidig har et ikke ubetydeligt omfang, hvor skader kan overstige de lokale samfund og myndigheders til dagligt tilgængelige ressourcer.

Der vil eksempelvis kunne ydes støtte til en fåreholder, hvis kartoffelhøsten pludselig ødelægges på grund af angreb fra ikke tidligere kendte eller almindelige skadedyr, som grundet højere varmetemperaturer indvandrer til Grønland.

Der vil dog som udgangspunkt ikke være tale om et katastrofelignende forhold, hvis kun én enkelt aktør er påvirket af den indtrufne situation.

Kilde: Inatsisartut.gl   

Derfor har fiskere, fangere og fåreholdere efterlyst en mulighed for at få økonomisk hjælp, hvis de i fremtiden oplever, at katastrofer eller vejrmæssige forhold ødelægger deres mulighed for tjene penge på grund af klimaforandringer.

Et flertal i Inatsisartut vedtog 24. oktober et forslag, der pålægger naalakkersuisut at ændre den gældende lovgivning, så erhvervsfiskere og -fangere eksempelvis kan få genetableringsstøtte, hvis der sker en katastrofe eller ulykke.

Sådan en lovgivning findes allerede – men nu skal klimaforandringer også skrevet ind som et vilkår. 

Fiskere fra Qaanaaq, Savissivik, Siorapaluk, Kullorsuaq, Qeqertarsuaq og Kangersuatsiaq har søgt om hjælp gennem KNAPK. 

Op til 25.000 kroner

Akuthjælpen bliver også kaldt for genetableringsstøtte. Du skal selv ansøge på et skema. 

Ifølge finansloven er der afsat 3,052 millioner kroner genetableringsstøtte næste år. 

Hjælpen bliver udbetalt som en engangsydelse på mindst 2.000 kroner og højst 25.000 kroner per ansøgning. 

Ifølge sermitsiaq.AG er der én million kroner at søge om her i de sidste dage af 2023. Ligegyldigt hvor du bor i landet, kan du søge om katastrofehjælp. 

- I samarbejde med det rette departement skal henvendelserne samles, og ansøgningerne sagsbehandles. Vi vil jo gerne yde hjælp til de fangere, som er ramt af klimaforandringerne, siger Erik Jensen (Siumut), der er naalakkersuisoq for finanser, til KNR.