Niviaq Korneliussen er nomineret til prestigefyldt nordisk litteraturpris
For tiden regner nomineringerne ned over forfatter Niviaq Korneliussen.
I januar blev hendes roman ’Naasuliardarpi', eller ’Blomsterdalen’ som den hedder på dansk, nomineret til to store danske litteraturpriser: Nemlig Politikens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris.
Siden fulgte nomineringen til Kritikerprisen, og i dag er det så en af de helt store priser, som forfatteren er nomineret til. Niviaq Korneliussen er nemlig med i feltet til at vinde Nordisk Råds Litteraturpris 2021.
Det oplyser Nordisk Råd i en pressemeddelelse.
Blev også nomineret i 2015
Niviaq Korneliussens roman skal dyste med 13 andre nordiske romaner, noveller og digtsamlinger om prisen.
- Årets nominerede dækker hele Norden med værker fra samtlige lande og sprogområder. Det er et stærkt skønlitterært felt, som også inkluderer tidligere nominerede forfattere, skriver Nordisk Råd i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ Forfatterforening roser nomineringer til nyskabende Niviaq Korneliussen
Og blandt de tidligere nominerede er faktisk Niviaq Korneliussen. Hun blev nemlig også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2015 for sin debutroman 'Homo Sapienne'.
Der går dog et stykke tid, før vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris offentliggøres. Det sker nemlig først 2. november i København.
Vinderen af de tre andre priser som Niviaq Korneliussen er nomineret til bliver offentliggjort i begyndelsen af marts.
- Tidligere vindere af Nordisk Råds Litteraturpris:
- 2020: Monika Fagerholm, Finland: "Vem dödade bambi?"
- 2019: Jonas Eika, Danmark: ”Efter Solen”
- 2018: Auður Ava Ólafsdóttir, Island: "Ör"
- 2017: Kirsten Thorup, Danmark: "Erindring om kærligheden"
- 2016: Katarina Frostenson, Sverige: "Sånger och formler"
Nordisk Råds Litteraturpris er blevet uddelt siden 1962.