Ni måneder senere: Endnu ingen arbejdsgruppe til KNR

Naalakkersuisoq Peter Olsen fra IA har svaret på TP's åbne brev, men han ønsker ikke at dele sit svar med offentligheden.
Naalakkersuisoq Peter Olsen har endnu ikke nedsat en arbejdsgruppe i KNR. Foto © : KNR
Skrevet af Teitur Larsen
06. marts 2023 15:32

Grønlands medieforbund, Tusagassiuinermi Sulisut Peqetigiifiat (TP), har fået svar på deres åbne brev til naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke Peter Olsen fra Inuit Ataqatigiit.

I sidste uge sendte TP et åbent brev, hvor formand Oline Olsen kritiserer naalakkersuisut for manglende politisk handling, når det kommer til at løse KNR's udfordring med at tiltrække grønlandsktalende journalister til nyhedsafdelingen.

Selvom brevet fra TP er åbent, så ønsker Peter Olsen ikke selv at dele sit svar med offentligheden, men KNR har efterfølgende fået brevet gennem fagforeningen.

I sit svar til TP forklarer Peter Olsen, at han endnu ikke har nedsat en arbejdsgruppe, der skal finde løsninger på de udfordringer og problematikker KNR har. Det er selvom, han tilbage i juni 2022 i Fagbladet Journalisten lovede at nedsætte en arbejdsgruppe.

- Det har imidlertid endnu ikke været muligt at nedsætte en sådan arbejdsgruppe, hvilket navnlig beror på spørgsmålet om ressourcemangel i departementet samt tidsmæssige faktorer, siger Peter Olsen i sit svar til TP.

Manglen på grønlandsktalende journalister har gjort, at KNR har skåret ned i tiden og antallet af radioavisudsendelser. Derudover fortælller Oline Olsen, at KNR's journalister er pressede, da de med færre ressourcer stadig skal leve op til public service-forpligtelserne.

Ny bestyrelse

KNR's direktør Karl-Henrik Simonsen, der i februar opsagde sin stilling, har siden august 2022 haft en dialog med departmentet for kultur om valget af en ny bestyrelse til KNR. KNR havde en repræsentant klar i oktober sidste år. Peter Olsen skulle derefter præsentere en ny bestyrelse i start januar, men bestyrelsen er endnu ikke fundet.

- Det går alt for langsomt, og vi føler ikke, at vi bliver taget seriøst, sagde Karl-Henrik Simonsen tidligere til KNR.

I sit svar til TP skriver Peter Olsen:

- Det kan afslutningsvis anføres, at en ny bestyrelse forventes at blive udpeget indenfor
den allernærmeste fremtid.

KNR ville gerne spørge ind til, hvornår naalakkersuisoq Peter Olsen vil nedsætte arbejdsgruppen, men det har ikke været muligt. Peter Olsen oplyser, at han ikke har tid til et interview.

Derudover ønsker han at holde en intern dialog mellem ham og TP.