Ambassadør: NATO skal holde sig ude af Arktis

NATO bør ikke lave koordinerede operative opgaver i Arktis. Det siger Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhael Vanin, til netmediet Arktisk Nyt.
Foto © : Forsvaret/Lars Bøgh Vinther
24. november 2017 09:38

- Ingen militarisering af Arktis og ingen NATO-involvering i arktiske forhold. Vi er som medlemmer af Arktisk Råd i stand til at løse alt sammen uden yderligere aktører og uden truende militære komponenter, siger ambassadøren.

I dag er fire ud af fem kyststater i Arktis – altså Danmark og Grønland, USA, Canada og Norge – medlem af NATO. Og de må gerne operere militært hver for sig i Arktis. Men det bør ikke ske i NATO-regi.

LÆS OGSÅ Arktiske lande holder fælles rednings- og eftersøgningsøvelse

I Vesten bliver der ofte talt om truslen fra Rusland i Arktis. Blandt fordi Rusland gennem de seneste år har genåbnet adskillige tidligere baser lands den russiske kyst og lands Nordøstpassagen og udstationeret soldater på baserne.

Men den russiske bemanding langs de arktiske kyster skyldes ifølge Mikhael Vanin ikke udsigten til en militær konflikt i Arktis, men stigende interesse for sejlads i området. Og her er det nødvendigt, at der er menneskelig bevogtning, siger den russiske ambassadør altså til Arktisk Nyt.