National handlingsplan for omsorgssvigtede børn vedtaget

En national handlingsplan, der skal nedbringe omsorgssvigt af børn og unge, blev onsdag enstemmigt vedtaget i Inatsisartut.
Skrevet af Mette Wallach
22. november 2018 14:13

Forslaget om en national handlingsplan var stillet af oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit og pålægger Naalakkersuisut senest til efterårssamlingen 2019 at fremlægge en plan, der skal forebygge socialt udsathed og omsorgssvigt af børn.

LÆS OGSÅ Fokus i grønlandsk politik er forkert

Familie- og Sundhedsudvalget har tydeliggjort i deres betænkning, at det er:

"vitalt, at handlingsplanen inddrager alle niveauer i samfundet, herunder er det helt essentielt, at handleplanen understøttes af en koordineret helhedsorienteret indsats, som omfatter alle områder under Naalakkersuisut, foruden at der skal søges dialog, samarbejde og koordinering myndigheder imellem."

LÆS OGSÅ National handlingsplan for omsorgssvigtede børn muligvis på vej

Og Naalakkersuisut pointerede, at en national handlingsplan skal tage højde for allerede igangsatte tiltag som blandt andet Killiliisa, MANU og tidlig indsats.

Beslutningen om en national handlingsplan kommer i kølvandet på, at Grønland ifølge børnetalsmandsinstitutionen MIO langt fra lever op til FN's børnekonvention.

LÆS OGSÅ Grønland overholder stadig ikke børnekonventionen