Formandsskabet: Naleraq anmeldt til politiet for mindretalsudtalelse

Naleraq er tirsdag blev politianmeldt for deres mindretalsudtalelse i forbindelse med USA-aftalen.
Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Emil Weis
03. november 2026 11:35

Formandskabet for Inatsisartut har valgt at politianmelde Naleraq for deres mindretalsudtalelse i forbindelse med USA-aftalen. 

Det fortæller formand for Inatsisartut, Kim Kielsen (Løsgænger).

Múte B. Egede anklagede under tirsdagens debat Naleraq for at lække oplysninger fra det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.

Det skulle være sket i forbindelse med partiets mindretalsudtalelse i forbindelse med offentliggørelsen af udvalgets arbejde med USA-Aftalen.  

- Naleraq offentliggør med partiets mindretalsudtalelse fortrolig information, som Naalakkersuisut har delt med Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i et møde bag lukkede døre, sagde Múte B. Egede fra talerstolen. 

Ifølge formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen, så er Naleraqs udtalelse, da også et brud på tavshedspligten til udvalgets møder. 

- Det er et brud på udvalgets skærpet fortrolighed, men også et brud på den tillid, der skal være i samfundet, sagde Kim Kielsen fra talerstolen: 

- Formandskabet har taget en beslutning om at anmelde det her brud til politiet. 

Brud på tavshedspligten

Vivian Motzfeldt var den første på talerstolen, efter at Kim Kielsen havde fortalt, at man havde politianmeldte Naleraq for mindretalsudtalelsen. 

Pele Broberg, formand for Naleraq, udnyttede muligheden til at kommentere på politianmeldelsen. 

- Jeg er formand for Naleraq, og jeg beskytter og forsvarer mine medlemmer, sagde Pele Broberg: 

- I fortsætter med jeres dårlige opførsel, som I har gjort siden februar. Man skal ikke mistænkeliggøre medlemmer her i salen. 

Han synes også, at man med politianmeldelsen prøvede at flytte fokus fra USA-aftalen: 

- Det er meget mærkeligt, at man prøver at flytte fokus til mistænkeliggørelse. Så hvorfor vil I ikke drøfte indholdet af aftalen, spurgte Pele Broberg. 

Vivian Motzfeldt mente dog ikke, at der var tale om mistænkeliggørelse. 

- Det er ikke mistænkeliggørelse. Det er faktiske forhold, vi snakker om. Hvis der er et brud på tavshedspligten, så ligger det i formandskabets hænder, svarede Vivian Motzfeldt. 

Naleraq fortalte i forbindelse med deres mindretalsudtalelse til arbejdet i det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, at de havde taget noter fra mødet. 

I udtalelsen beskriver de, hvordan Múte B. Egede angiveligt skulle have orienteret udvalget om, at Grønland under forhandlingerne med USA har forsøgt at få USA til at betale penge til Grønland, men uden held. 

- Aftalen er resultatet af det forhandlingsklima, den er forhandlet i, og den virkelighed, der omgiver os. Med den forståelse har Naalakkersuisut ikke forsøgt at opnå direkte betaling fra USA for forsvaret af Grønland, sagde Múte B. Egede tirsdag i Inatsisartut. 

Vi skal stå samlet

Erik Jensen fra Siumut fik også ordet under debatten. 

Han mindede om, at man skal stå samlet under det store pres udefra. 

- Det er ikke så mærkværdigt, at vi i dag er i en situation, hvor det er nemt for udefrakommende stærke kræfter, for eksempel hvis vi kigger på USA nu, som måske er lidt i en paniktid, at vi ikke følger med os selv og begynder at gå i panik, sagde Erik Jensen og fortsatte: 

- Vi skal være meget klare i mælet, og vi skal være klare i forhold til, hvad det er for nogle målsætninger, vi har.

Derfor ville han gerne understrege, at Siumut stod bag aftalen: 

- Jeg prøver bare at understrege, at vi fra Siumut er fuldstændig enige i, at vi skal stå samlet, og vi skal stå samlet udadtil, men også internt, sagde Erik Jensen. 

opdateres..