Unicef: Fokus i grønlandsk politik er forkert

Det er meget alvorligt, at Grønland ikke lever op til 20 ud af 54 artikler i FN's Børnekonvention, udtaler generalsekretær i Unicef Danmark, Steen M. Andersen, der også mener, at fokus i grønlandsk politik er forkert.
Grønlandske politikere skal fokusere mere på børns vilkår, mener generalsekretær i Unicef Danmark, Steen M. Andersen. Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Mette Wallach
22. november 2018 06:40

- Der findes ikke noget land på jorden, der lever op til børnekonventionen 100 procent, men det står slemt til i Grønland relativt til andre lande, siger Steen M. Andersen, der er generalsekretær i Unicef Danmark. Han peger især på seksuelle overgreb som et stort problem i Grønland, hvor undersøgelser viser, at op mod hvert tredje barn er udsat for seksuelt misbrug.

LÆS OGSÅ Unicef med i kampen mod overgreb

Og det ærgrer Steen M. Andersen, at fokus på grønlandske børns vilkår i disse år bliver tilsidesat for andre politiske områder i Grønland:

- Der var rigtig meget fokus på, at nu vil vi gøre noget for grønlandske børn. Nu er der mange andre propblemstillinger som lufthavne, fiskeri og selvstændighed. Det er jo ting som Unicef ikke har en holdning til, men den holdning vi kan have er, at det er rigtig sørgeligt, hvis grønlandske børns forhold ikke får den fulde fokus, som der absolut er behov for, for de er ikke gode nok, siger Steen M. Andersen.

LÆS OGSÅ Unicef vil have sat fokus på børnekonventionen

Der ér fokus på børnene

Men at der ikke skulle være det rigtige fokus i grønlandsk politik, afviser nalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Martha Abelsen:

- Selvom man udvikler på landingsbaner og på andre områder også, så er børns vilkår stadig et meget stort område, som vi har stort fokus på, siger hun.

21. november 2018 2. behandlede Inatsisartut et forslag fra IA, der pålægger Naalakkersuisut at udarbejde en national handlingsplan, som skal nedbringe omsorgssvigt af børn.