Unicef vil have sat fokus på børnekonventionen

Grønland kan være et foregangsland, hvis man i lovgivningen indskriver FN´s børnekonvention. Sådan lyder budskabet fra Unicef, der netop har underskrevet en samarbejdsaftale med Grønlands Selvstyre om børns rettigheder.
Skrevet af Jaaku Lyberth
01. juni 2011 15:16

- Alle lande, som har underskrevet FN´s børnekonvention, heriblandt Grønland, er forpligtede til at indarbejde konventionen i deres nationale lovgivning. Nogle lande har ikke gjort det endnu, heriblandt Danmark, siger Unicef´s generalsekretær i Danmark Steen M. Andersen:

Hvad sker der hvis og når Grønland indskriver børnekonventionen i lovgivningen?

- Så vil man ligge i top, for det er ikke alle lande der har indarbejdet det, der findes heller ikke noget land, der fuldt ud overholder FN´s børnekonvention, men hvis man indskriver det i lovgivningen har man tilkendegivet en hensigt om at gøre det, siger Steen M. Andersen.

Fra Unicef´s side er det ønskeligt, at børnekonventionen og børnenes rettigheder tages med i undervisningen:

- Lærerne ville automatisk tage det med i undervisningen, og alle der har gennemført et skoleforløb i Grønland ville med sikkerhed have hørt om børnekonventionen. Mange lærere gør det jo alligevel, men i et land som Finland, hvor man har lovgivet om det, har man også en højere viden, siger Steen M. Andersen.

Seksuel misbrug af børn i Grønland er høj, som man i Unicef er opmærksom på, men der er lang vej endnu før problemet kan løses, lyder meldingen fra Unicef.

Sidst på året er der børnetopmøde i Ilulissat, hvor børn fra alle dele i Grønland deltager.