Najaaraq Thorin får Jonathan Prisen

Prisvinder har på kort tid været med til at løfte lederuddannelse i KNI, udvikling af medarbejdernes kompetencer og et positivt arbejdsmiljø.
- Det var en stor oplevelse, og jeg er meget stolt over at blive valgt, sagde en glad Najaaraq Thorin (til højre), da hun fik overrakt prisen. Foto © : Jonathan Motzfeldt Fond
27. januar 2020 13:57

Najaaraq Thorin har modtaget Jonathan Prisen, som Jonathan Motzfeldts Fond netop har uddelt. Med prisen følger et diplom og 50.000 kroner. 

Najaaraq Thorin blev ansat som konsulent i KNI A/S i oktober 2018.

Noget af det, som Najaaraq Thorin på kort tid har været med til at løfte, er KNI’s interne lederuddannelse, udvikling af medarbejdernes kompetencer og et positivt arbejdsmiljø. Men hun beskrives også som en venlig og smilende person, der ikke gør forskel på nogen, og så er hun glad og inspirerende og sprogligt dygtig.

Og derfor har hun modtaget prisen, lyder det i begrundelsen fra Jonathan Motzfeldt Fonden. 

Foto © : Jonathan Motzfeldt Fond

- Det var en stor oplevelse, og jeg er meget stolt over at blive valgt. Opmuntringsprisen forpligter, både for min fremtid men også for mit arbejde. Jeg vil altid mindes prisen for alle de positive opgaver, jeg har i vente, sagde en glad Najaaraq Thorin, da hun fik overrakt prisen.

Prisoverrækkelsen skete på KNI´s Servicecenter i Sisimiut. Prismodtagerens familie og alle KNI-medarbejdere i Sisimiut var inviteret til arrangementet. 

Stor respekt

Fonden, som blev oprettet i 1998, har til formål at yde støtte til almennyttige formål i Grønland. I 2015 besluttede bestyrelsen at lave ”Jonathan Prisen”, som skal uddeles til især unge mennesker, som har gjort en ganske ekstraordinær indsats, eller som har ganske exceptionelle evner eller talent. 

Fondens legater kan ikke søges, men indstilles af de enkelte medlemmer af bestyrelsen. Herefter træffer den samlede bestyrelse en endelig beslutning.

- Det vækker stor respekt, at Najaaraq er godt på vej til at gøre karriere indenfor innovativ medarbejderledelse i store organisationer, som vil komme det grønlandske samfund til gavn, sagde formanden i bestyrelsen for Jonathan Motzfeldt Fond, Karen Motzfeldt, i sin tale.

Najaaraq Thorin er professionsbachelor i international handel og markedsføring fra University College Nordjylland.

Jonathan Motzfeldt døde i 2010.