Få fisk og troen på effektivisering: Royal Greenlands direktør kan fejre halvårsjubilæum med overskud
Det er mindre forudsigeligt at være direktør for Grønlands største fiskerivirksomhed, end tidligere jobs den nye direktør har haft.
Vejret skifter. Kvoter ændrer sig. Priser fluktuerer sammen med den geopolitiske uro.
- Du ved, at folk skal bruge internet eller mobilabonnementer i morgen, lige så vel som de skulle i går, men i fiskeribranchen er der simpelthen så mange forskellige faktorer, som gør at indtjeningen og omkostningerne ændrer sig, siger Toke Binzer.
Han kan den 1. juni holde halvårsjubilæum som administrerende direktør for Royal Greenland.
KNR er mødtes med ham til en snak om at være ny direktør i en af Grønlands vigtigste virksomheder, selskabets nye regnskab, og hvordan fremtiden bliver for fiskeriet.
Og selvom Toke Binzers CV hovedsageligt består af topchefstillinger i Tusass og TDC, så er det ikke svært at få Toke Binzer til at tale om fiskeri – uanset om det handler om isfiskeri i nord eller den dårlige sæsonstart for rognfiskeriet.
Direktøren beskriver da også sig selv som lidt af en kontrolfreak, der godt kan lide at have styr på planlægningen. Og det har da også gjort det lidt ekstra udfordrende at starte som ny direktør i Royal Greenland:
- Det kan være svært at planlægge i fiskeriet, og du kan ikke være helt så meget i kontrol med alle ting, siger Toke Binzer.
Svaret kommer efter, at KNR flere gang har spurgt om, hvorvidt fiskerikoncernen forventer et overskud i 2026.
I sidste uge kom Royal Greenland nemlig ud med et nyt regnskab for 2025. Og efter to år med underskud på 255 og 196 millioner kroner, var der endelig et overskud på seks millioner kroner før skat sidste år.
Toke Binzer er dog forbeholden overfor at love overskud igen i år. For selvom Royal Greenland har fået en god start på året, så ser det ikke helt godt ud med fiskebestanden i år.
Store investeringer på vej
Den tidligere ledelse i Royal Greenland var under stort pres for både det store underskud i virksomheden, men også for, at en stor del af direktionen var bosat uden for Grønland.
Selskabet havde blandt andet kæmpet længe med deres aktiviteter i Chile og i Norge, som havde givet store underskud i forretningen.
Derfor var Toke Binzers opgave også rimelig klar, da han blev ansat den 1. december.
- Min første opgave var at rydde op i vores internationale forretning, siger Toke Binzer.
I dag er aktiviteterne i Chile og Norge blevet afskrevet helt fra virksomhedens regnskab, selvom der kan komme værdi fra et muligt salg af aktiverne i fremtiden.
Men der har været og er brug for et opgør med dele af den internationale del af forretningen, ifølge Toke Binzer:
- Det er vigtigt for os, at vi er et selskab for og ejet af den grønlandske befolkning. Det er der, vi starter og slutter. Vi skal skabe værdien her i landet.
Derudover er en af de helt store opgaver at både investere og effektivisere i fabrikkerne i Grønland.
I det nuværende hovedkvarter ved den gamle trawlerkaj, Puulukip Nuua, er den blå maling så småt ved at falde af facaden, og man skal kigge ekstra grundigt for at finde skiltet med Royal Greenland.
Fra mødelokalet oppe på fjerde sal peger Toke Binzer, da også lettere entusiastist over mod havnen på den anden side af vandet, hvor Royal Greenlands hovedkvarter flytter hen i 2027.
Men det er ikke kun hovedkvarteret, der står overfor en fornyelse. De sidste par år er der blevet investeret massivt i at renovere og købe nye trawlere. Og indenfor de næste tre til fem år skal der investeres 500-600 millioner kroner i fabrikkerne i Grønland.
- Der er et ret stort efterslæb på produktionen på tværs af mange af vores fabrikker her i landet, siger Toke Binzer og fortsætter:
- Vi har nogle store fabrikker i Sisimiut, Ilulissat, Maniitsoq og Qasigiannguit, hvor vi kigger på at forbedre måden de kører på og yderligere automatisere dem. Og så har vi nogle mindre anlæg rundt omkring, hvor vi vil forbedre alt fra frysekapacitet til arbejdsforhold.
I år er det planen at investere massivt i Sisimiut, hvor modningstanke skal udskiftes, og så skal fabrikkerne i Attu og Sarfannguit opgraderes.
- Det hele handler om at sikre, at vi kan tage vores højkvalitetsprodukt, som er fanget her i landet og forarbejdet her, og så sælge dem på det internationale marked, hvor værdien er størst, siger Toke Binzer.
Ingen store fyringsrunder
De manglende fangstmængder i 2025 har ikke gjort Royal Greenland og Toke Binzers opgave nemmere.
En del af forklaringen, på at det alligevel er lykkedes at finde et overskud i regnskabet, er, at fiskene og skaldyrene er blevet handlet til gode priser, blandt andet fordi der har været restriktioner mod Ruslands handel med fisk.
- Vi er heldigvis i en unik position, hvor vi har adgang til så mange markeder rundt omkring i verden, at vi kan fordele produkterne derhen, hvor værdierne er højest, siger Toke Binzer.
En anden del af forklaringen på det positive resultat skal findes i en omfattende effektivisering af forretningen.
Toke Binzer fortæller selv, at målet har været at spare 150 millioner kroner om året, som også er lykkedes.
- Vi har lukket en lang række administrative funktioner i udlandet. Vi har styrket vores indkøbs- og logistikprocesser. Og vi har nedbragt vores lagerbeholdning ganske signifikant, siger Toke Binzer.
Den anden side af effektivisering er jo stordriftsfordele, hvor man fyrer medarbejdere eller nedlægger fabrikker. Er det noget, vi kommer til at se i Royal Greenland?
- Vi har ikke planlagt at foretage nogen store fyringsrunder. Der er heldigvis en lang række andre muligheder for at effektivisere.
Kunne man forestille sig, at I nedlagde nogle fabrikker?
- En del af at drive forretningen bedre i morgen end i dag er at nedlægge nogle af de fabrikker, som vi har i udlandet. Så jeg er i gang med at kigge på nogle af vores internationale satsninger og selskaber og se på, at lukke nogle af fabrikkerne.
Få fisk i 2026
Selvom tallene for, hvor mange fisk der var blevet fanget i første kvartal i år, så godt ud, så siger Toke Binzer, at man skal tage dem med store forbehold.
For eksempel har Royal Greenland næsten fanget hele deres kvote for hellefisk, hvor fangstmængderne indenskærs i det hele taget er faldet markant over de seneste år.
- Så det ser ikke så godt ud, i forhold til hvor mange fisk der er i 2026, siger Toke Binzer:
- Både rejerne og hellefiskene er faldende. Det ser lidt mere stabilt ud for det havgående fiskeri, men her har vi fået frataget nogle af vores kvoter, som efter planen skal gå til nye aktører.
En del af løsningen er planen om at effektivisere, og så få mest muligt ud af de fisk, som bliver fanget.
Derudover lugter torsken særligt meget af penge for tiden:
- Torskebestanden ser ud til at stige, og det er jo der, hvor vi virkelig håber på, at vi og resten af industrien vil se større torskekvoter. Vi er parate til at investere ret massivt i at være klar til at tage imod alle de her torsk.