Stor udvidelse af havnen i Nuuk er nu på vej
Der er godt pres på Nuuk Havn, når sommeren melder sin ankomst og kalenderen nærmer sig juni.
Men det kan nu snart være fortid, fortæller John Rasmussen. Han er administrerende direktør i Sikuki Nuuk Harbour, som ejer Nuuk Havn.
- Fra omkring maj til september har vi ikke tilstrækkelig kajkapacitet til at imødekomme efterspørgslen. Havneudvidelsen skal derfor sikre større kapacitet og fleksibilitet for havnens brugere, siger han.
Det selvstyreejede selskab kunne i fredags fortælle, at de havde fundet en entreprenør til at stå for den store udvidelse af Nuuk Havn.
Det blev KJ Greenland, som vandt udbudsprocessen blandt flere interesserede.
Gavner både havn og erhvervsliv
I alt skal der etableres 350 meter ny kaj i forlængelse af containerterminalen på Qeqertaq Avalleq.
200 af metrene skal indrettes til trawlere, og de sidste 150 meter skal bruges af blandt andet Forsvaret, hvor militærets skibe har førsteprioritet til kajområdet.
- Det bliver rigtig godt, for brugerne at få en dedikeret trawlerterminal tæt på containerterminalen, og når Forsvaret ikke bruger de 150 meter kaj, så kan vi bruge kajen til andre anløb, siger John Rasmussen.
Han nævner blandt andet kommercielle skibe og krydstogtstrafik, som noget havneudvidelsen også kan skabe bedre betingelser for.
- Havneudvidelsen er simpelthen med til at øge kapaciteten og fleksibiliteten i Nuuk Havn, siger John Rasmussen.
Derudover kan de nye kajmuligheder også styrke mulighederne for erhvervslivet i Nuuk, når eksempelvis Forsvarets skibe kan ligge længere tid i havn.
- I højsæsonen kan vedligeholdsopgaver ikke laves i Nuuk i dag, hvis det kræver flere dages kajplads. Det er ærgerligt, når skibene er nødt til at sejle igen, fordi vi ikke har kajplads, selvom erhvervslivet i Nuuk har både kompetencer og kapacitet til at håndtere vedligeholdelsesopgaver, fortæller John Rasmussen.
Han forventer, at den endelige kontrakt mellem KJ Greenland og Sikuki Nuuk Harbour bliver underskrevet indenfor de næste uger.
Og så forventes havneudvidelsen at være færdig i november 2028.
Udbud er før mislykket
Havneudvidelsen blev allerede sendt i udbud for to år siden, men dengang måtte Sikuki Nuuk Harbour lægge udbuddet ned.
- Vi vurderede buddene dengang, og de lå generelt over det overslag, vi havde lavet, samtidigt med at der var nogle forbehold, som gjorde, at vi ikke kunne acceptere buddene, siger John Rasmussen.
Derefter kiggede havneselskabet på, hvordan de kunne gøre betingelserne for havneudvidelsen bedre, og så meldte Forsvaret sidste år, at de også var interesseret i 150 meter orlogskaj.
Dermed blev både betingelserne og størrelsen på udbuddet forbedret.
- Det gør, at vi nu endelig kan realisere havneudvidelsen. Det er vi allesammen meget glade for, siger John Rasmussen.
Han fortæller, at der har været flere selskaber, som har budt på projektet og ikke alle var selskaber fra Grønland.