Håndbold: Næste generation af landsholdsspillere skal hærdes nu

U-17 pigerne har været til VM-kvalifikationsturnering i Mexico. Det blev ikke til nogen medaljer, men der blev indhøstet gode erfaringer.
U-17 landsholdet der deltog ved VM-kvalifikationsturneringen i Mexico Foto © : TAAK
Skrevet af Noah Mølgaard
21. november 2025 09:44

Det grønlandske landshold for U-17 piger har deltaget i VM-kvalifikationsturneringen for deres aldersgruppe, hvor kampene blev spillet i Mexico.

Canada, som det grønlandske damelandshold har slået flere gange over flere årgange, vandt turneringen. Andre lande som Grønland tidligere har slået, er også i hastig fremgang. Mexico og USA vandt over Grønland i den indledende runde.

Det har dog ikke taget optimismen fra det grønlandske håndboldforbund TAAK.

- Vi kigger ikke som sådan på resultater, placering eller måltavlen på nuværende tidspunkt. Vi glæder os mere over, at det her er starten på en bredere udvikling af håndbold, siger konsulent i TAAK Johannes Groth.

TAAK har haft ondt i økonomien, som nu er på vej til at blive rettet op. En tidlig julegave kom også fra det internationale forbund IHF, der betalte Grønlands deltagelse i turneringen i Mexico.

Stemningen er derfor skiftet fra at skulle redde økonomien til udvikling af fremtidige landsholdsspillere. Opgavens alvor blev sat på prøve for nyligt, da VM-kvalifikationsturneringen sluttede i Mexico.

Troen på fremtiden

- Det skal nævnes, at Canada også vandt VM-kvalifikationsturnering for U-20 i sommer, og har nu også vundet hos U-17. Canadierne er i rivende udvikling, og vi kan se, at Mexico også oplever hurtig fremgang, siger Johannes Groth.

- Det er vigtigt for os i den situation at have fokus på hvilke muligheder vi har. Vi kan tage samarbejdsaftalen med Island og Færøerne som vi skrev under på fornyeligt som eksempel. Vi har også startet et samarbejde med Dansk Håndbold. Det er oplagte muligheder for os, fordi vores spillestil læner sig op ad europæisk spillestil og organisering som vi er i fuld gang med at udvikle nu, siger Johannes Groth.

TAAK håber også på at U-17 pigerne bevarer troen på fremgang.

- Livet som landsholdsspiller kan være hårdt. Nogle har prøvet det før, men der er også nogen helt ned på 14 år. De har sikkert høstet mange gode erfaringer fra deres deltagelse i Mexico. Der er mange ting, som man skal vænne sig til. Vi vil støtte spillere med ambitioner for fremtiden og de nævnte aftaler om samarbejde skal danne bedre rammer for vores udviklingsarbejde, siger Johannes Groth.

Flere af damelandsholdene har haft aktiviteter i 2025. U-20 landsholdet har deltaget i VM-kvalifikation i sommers og dameseniorlandsholdet var i Island i oktober, hvor de spillede træningskamp mod Islands U-20 landshold.

TAAK har målsætning om kvalifikation til VM-slutrunden for seniorer i 2027.