Tusass får 255 millioner kroner fra EU-kommissionen
Telekommunikationsselskabet Tusass modtager sin hidtil største pose penge fra EU-kommissionen på 255 millioner kroner. Den skal være med til at finansiere etableringen af et søkabel mellem Aasiaat og Qaqortoq.
Det skriver Tusass i en pressemeddelelse.
- Tusass investerer i de kommende år massivt i at øge forsyningssikkerheden igennem nye søkabler og satellitteknologier. Investeringer i denne størrelsesorden kan ikke bæres af Tusass alene, og et nyt kabelsystem imellem Qaqortoq og Aasiaat, med mulighed for forlængelse til Ilulissat, vil kun kunne lade sig gøre med ekstern støtte, udtaler vicedirektør i Tusass, Jonas Hasselriis i pressemeddelelsen.
Det er ikke første gang, Tusass har modtaget økonomisk støtte i forbindelse med søkabelprojektet.
Første gang var i 2022, hvor selskabet modtog en bevilling på 66 millioner kroner. Dette beløb skulle bruges til at kortlægge havbunden langs Vestgrønland mellem Aasiaat og Qaqortoq.
Tusass har i alt modtaget 409 millioner kroner fra EU-kommissionen de seneste fire år.
Bedre forbindelser
Støtten kommer fra EU-kommissionens program, der hedder Connecting Europe Facility (CEF) Digital. Programmet udvikler infrastruktur, som fibernet, 5G og søkabler. EU-programmet uddeler tilskud i perioden mellem 2021 og 2027.
Om bevillingen til Tusass udtaler bestyrelsesformanden i selskabet, Bodil Marie Damgaard:
- Det viser, at Grønland og vores strategiske rolle i den arktiske region anerkendes på europæisk niveau, siger hun i pressemeddelelsen.
Teleselskabet fortæller, at udlægningen af søkablet, åbner nye muligheder for digital udvikling mellem de to byer.
- Denne støtte gør det muligt for os at øge vores ambitioner om at sikre alle borgere og virksomheder i Grønland adgang til stabile og moderne forbindelser, udtaler Bodil Marie Damgaard.
I forbindelse med den seneste bevilling fra EU, udtaler vicegeneraldirektør for kommunikationsnetværk, indhold og teknologi i EU-kommissionen, Renate Nikolay.
- Dette initiativ, der løber langs Grønlands vestkyst fra Qaqortoq til Aasiaat, eksemplificerer vores engagement i at sikre, at alle EU-borgere, også i oversøiske lande og territorier, har adgang til højkapacitets, robust og sikker forbindelse, siger vicegeneraldirektøren i samme pressemeddelelse.