Naalakkersuisut vil lempe alkohollov
Afskærmningen i butikkerne skal væk, det skal være muligt at købe alkohol mandag til lørdag fra klokken 9 til 20, og unge under 18 år skal frem til klokken 23 have lov til at nyde en kop kakao eller andre ikke alkoholiske drikke, når de er i byen.
LÆS OGSÅ Krav om alkoholcertificat giver travlhed
Demokraterne har nemlig fremsat fire beslutningsforslag til ændringer af alkoholloven, og ifølge svarnotatet fra naalakkersuisoq for sundhed er der udsigt til, at Naalakkersuisut vil støtte ændringerne af loven, som kun har lidt under et år på bagen.
Til ønsket om at udvide åbningstiderne for salg af alkohol skriver naalakkersuisoq for sundhed, at Naalkkersuisut støtter forslaget, da de godt kan se det problematiske i, at de nuværende begrænsninger for salg af alkohol giver lange køer før lukketid, hvilket kan være til gene for blandt andet handlende børnefamilier.
LÆS OGSÅ Supermarkedskæder i protest mod ny alkohollov
Sidste år blev det også besluttet, at butikkerne skulle afskærme de alkoholiske varer, hvilke medførte, at der blev hængt gardiner op i købmænd og supermarkeder rundt omkring i landet. Men nu er der udsigt til, at butikkerne snart kan trække gardinerne fra, da Naalakkersuisut også her støtter Demokraternes forslag.
Til gengæld vil Naalakkersuisut dog opfordre butikkerne til, at de placerer de alkoholiske drikke adskilt fra andre drikkevarer.
LÆS OGSÅ Tvivler på effekt af alkohollov
Desuden vil Naalakkersuisut også gå med til at lempe forbuddet mod at reklamere for alkohol, som ifølge svarnotatet har været med til at stille lokale erhvervsdrivende ringere end udenlandske producenter, som stadigvæk har mulighed for at reklamere for deres produkter på internationale medier.
LÆS OGSÅ Fra 1. marts er det slut med reklamer for alkohol